Dansk bank advarer mod luskede telefonsvindlere

Svindlere, der udgiver sig for at være fra Spar Nord, er lige nu på spil

Spar Nord advarer deres kunder om telefonsvindlere. Foto: PR-foto: Spar Nord
Spar Nord advarer deres kunder om telefonsvindlere. Foto: PR-foto: Spar Nord

Er du kunde i den danske bank Spar Nord, så skal du lige nu være ekstra godt på vagt.

Banken oplever nemlig, at telefonsvindlere i øjeblikket forsøger at narre deres kunder til at udlevere deres personlige oplysninger.

- Vær opmærksom på, at svindlere lige nu ringer til Spar Nords kunder og udgiver sig for at være fra Spar Nord eller netbank support. Oplys i den sammenhæng aldrig adgangskoder, pinkoder, NemID-koder, oplysninger på betalingskort, CPR-nummer eller lignende, skriver Spar Nord på deres Facebook-side og fortsætter.

- I øjeblikket oplever nogle kunder at blive ringet op fra engelsk- eller svensktalende svindlere, der udgiver sig for at ringe fra Spar Nord. Svindlerne er i stand til at forfalske nummeret i din telefons display, så det ser ud til at komme fra os.

Til Ekstra Bladet forklarer Leif Lind Simonsen, der er afdelingsdirektør og presseansvarlig hos Spar Nord, at svindlen er yderst udspekuleret.

- Torsdag fik vi besked fra vores datacentral, som var blevet gjort opmærksom på flere tilfælde af det, der hedder 'spoofing', som konkret går ud på, at der bliver ringet fra et nummer, som så ser anderledes ud på kundens display. I virkeligheden er det ikke os, men en svindler, der sidder i den anden ende, som vil forsøge at lokke dine personlige oplysninger fra dig og på den måde lave økonomisk kriminalitet, men det ser ud som om, at opkaldet kommer fra os, siger han til Ekstra Bladet.

Snedig metode
Ifølge Leif Lind Simonsen er netop den metode velkendt blandt svindlere, og den er flere gange blevet benyttet mod banken.

- Vi har set flere tilfælde af denne type svindel, og det er en snedig måde at forsøge at franarre oplysninger. Vi har ikke tal på, hvor mange kunder der er berørt i denne omgang, men vi er blevet gjort opmærksom på flere tilfælde. Heldigvis er der ikke nogle af sagerne, der har udviklet sig endnu. Men det kan være undervejs.

Afdelingsdirektøren har derfor også en opfordring til bankens kunder. 

- Man skal aldrig nogensinde aflevere sine personlige oplysninger, hvad end det er NemID, CPR-nummer eller kortoplysninger. Vi ville aldrig spørge om de oplysninger over telefonen, men der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor du på eget initiativ ringer til banken og beder om at få hjælp, hvor vi i den forbindelse for eksempel spørger til CPR-nummer, siger han.

Leif Lind Simonsen forklarer desuden, at svindlerne ikke er i besiddelse af Spar Nord kundernes specifikke telefonnumre, men at de ringer til tilfældige folk og håber, at de er kunder i den pågældende bank.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere