Dansk bilist i vanvittig flugt: - Han ser intet

En dansk bilist trodsede næsten samtlige regler i trafikken, da han flygtede fra politiet

Her laver bilisten en helt vanvittig manøvre for at hægte politiet af. Video: Kanal 5

De danske færdselsbetjente kommer ud for lidt af hvert i Kanal 5-programmet 'Fanget på politiets kamera', og tirsdagens afsnit er ingen undtagelse.

Her jagter politiet en bilist, der nægter at stoppe, og endda gør alt, hvad han kan, for at slippe væk.

Helt vildt bliver det, da bilisten i den grå Volkswagen når til et lyskryds.

- Der er rødt lys, og der er rigtig mange biler. Der er meget trafik her i det område her, understreger politiassistent Christian Berthelsen.

Det afholder ikke bilisten fra pludselig at dreje indover en cykelsti for at komme hen i højre svingbane, hvorefter han kører over et fodgængerfelt for så igen at trække rattet mod venstre og fortsætte ligeud ad hovedvejen.

- Det er som om, folk må springe for livet for ikke at blive kørt ned af ham her. Han ser intet, han gør intet, han skal bare væk fra politiet, forklarer Christian Berthelsen.

Se den vanvittige biljagt i videoen over artiklen.

I tirsdagens afsnit kan man også se en kvindelig bilist med gode undskyldninger, da hun bliver stoppet for at køre 173km/t. Video: Kanal 5

Du kan se hele afsnittet af 'Fanget på politiets kamera' tirsdag kl. 20.00 på Kanal 5.