Dansk familiekrig: 84-årig mor kræver op til 300 millioner af datter

84-årige Tineke Færch mødes i denne uge i landsretten med sin datter, da hun føler sig snydt for hundredevis af millioner

Tineke Færch sammen med sønnen Erik Færch ved Københavns Byret i 2010. (Foto: Scanpix)
Tineke Færch sammen med sønnen Erik Færch ved Københavns Byret i 2010. (Foto: Scanpix)

I går startede den dramatiske retsag i Østre Landsret om 273 millioner kroner, som den 84-årige tobaksenke Tineke Færch mener, at den 48-årige datter Merethe Færch har snydt hende for i forbindelse med en aktiehandel.

Sagen kørte i Retten i Helsingør sidste år, hvor datteren vandt sagen, og moderen i stedet blev dømt til at betale sagens omkostninger på 12 millioner kroner. Men det var Tineke Færch bestemt ikke tilfreds med, hvorfor sagen nu kører som en ankesag.

I går mødtes de to i retten for første gang i lang tid, da Merethe Færch ikke var til stede, da sagen kørte i byretten.

Måtte tørre sine øjne

Ifølge Berlingske, som var til stede, var datteren i modsætning til sin mor meget påvirket af sagen, inden hun skulle i vidneskranken.

Flere gange måtte hun tørre sine øjne, mens hendes forsvarsadvokat forsøgte at berolige hende.

Under krydsforhøret i vidneskranken fortalte hun på trykket vis og med lav stemme, at hun ikke havde snydt sin mor. Tilsyneladende var der ikke meget, hun kunne huske om købsaftalen.

Se også: Rig enke taber milliard-opgør til datteren

Striden mellem de to er helt tilbage fra 2006, da Tineke Færch solgte aktier i familieselskabet Færch Holding til datteren for 57 millioner kroner.

Returnerede bedstemors gaver

I 2008 blev værdien mangedoblet, da British American Tobacco-koncernen købte aktier i Skandinavisk Tobakskompagni, hvor Færch-familien havde en ejerandel. Den 84-årige bedstemor påstod derefter, at hun var blevet snydt for værdistigningen af datteren.

Derfor meldte hun bl.a. datteren til politiet, hvorefter Merethe Færch returnerede Tineke Færchs julegaver til sine børnebørn uåbnede.

Retten var dog ikke enig i, at der var tale om noget komplot.

- Overdragelsen til datteren måtte betragtes som en helt sædvanlig og i almindelighed velbegrundet og fornuftig foranstaltning i familieforhold. Moderen var bekendt hermed, og hun var skriftligt og mundtligt blevet rådgivet om overdragelsens betydning for datteren og moderens søn. Der var ikke bevis for, at der havde været tilbageholdt oplysninger fra moderen om aktiernes værdi, skrev Retten i Helsingør på sin hjemmeside.

Tineke Færch tabte også i 2010 en sag mod sin egen advokat, der havde vejledt hende i salget.

Se også: Tobaksenke tabte millionsøgsmål

Sagen fortsætter i dag, og der forventes at falde dom i næste uge.