Dansk jæger ramt af skud

Et vådeskud har givet en 60-årig mand alvorlige kvæstelser. Ulykken skete, da våben blev placeret i bagagerum

En dansk jæger blev natten til lørdag ramt i ryggen af et vådeskud ved en jagtulykke i Sverige.

Det oplyser Patric Fors, pressekontakt hos svensk politi.

Manden er transporteret til hospitalet med alvorlige kvæstelser, men er i stabil tilstand.

Den 60-årige mand var del af et dansk jagtselskab på tre mand, som netop havde afsluttet jagten, da ulykken skete.

Manden sad på forsædet i et køretøj, og da de to andre ville lægge et våben i bagagerummet, gik det af og ramte ham i ryggen.

Ulykken fandt sted kort før klokken 02.00 nær Ljungbyholm i det østlige Småland.

Manden blev først kørt med ambulance til et hospital i Kalmar og siden kørt videre til universitetshospitalet i Linköping, da han skulle opereres.

Våbnet er blevet beslaglagt, og politiet mener, at det er en mand i jagtselskabet på omkring 80 år, som er skyld i ulykken.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere