Dansk journalist idømt 15 måneders betinget fængsel i Tyrkiet

Den danske freelancejournalist Sultan Coban er blevet idømt et år og tre måneders betinget fængsel i Tyrkiet. Samtidig er rejseforbuddet blevet ophævet, så hun kan rejse hjem igen

Danske Sultan Coban torsdag idømt 15 måneders betinget fængsel for at spredt propaganda for den kurdiske milits YPG.

Det oplyser Media and Law Studies Association (MLSA) på Twitter.

Anklagen mod den dansk/kurdiske kvinde faldt sidste år efter en open source-undersøgelese af hendes sociale medier. Ifølge anklageskriftet fandt den tyrkiske regering under undersøgelserne et 'mistænkeligt opslag' på Facebook, der kunne kædes til YPG.

Coban, der er freelancejournalist for blandt andet TV2 og Berlingske, blev tilbageholdt i lufthavnen i december, da hun vendte tilbage til Tyrkiet fra Paris. Hun har indtil dommen faldt i dag ikke kunnet rejse ud af Tyrkiet på grund af et udrejseforbud, der nu er blevet løftet.

Nyheder eller propaganda
Selvom det i anklageskriftet mod Sultan Coban fremgår, at det mistænkelige opslag er fundet gennem open source-undersøgelser, og altså har været frit tilgængeligt på Facebook, refererede Cobans advokat, Veysel Ok, til tidligere retspraksis på området, der siger, at opslag på sociale medier ikke må indsamles uden et retskendelse.

- Mine billeder skal opfattes som journalistisk aktivitet. Jeg slår dem op med formål om at informere og arkivere. Jeg har ikke spredt propaganda, siger Sultan Coban til sit eget forsvar ifølge Media and Law Studies Association.

På trods af Veysel Oks krav om, at opslaget derfor skal tages ud af rapporten, insisterede anklageren på, at Sultan Coban skulle straffes for 'spredning af terrorpropaganda' på sociale medier, og at det pågældende opslag var frit tilgængeligt for politiet, der undersøgte sagen.

Flere journalister arresteret
Ifølge organisationen Human Rights Foundation of Turkey er over 250 journalister i Tyrkiet blevet anholdt efter kritik af Tyrkiets militære offensiv i det nordlige Syrien i opslag på sociale medier. Anklager lyder som Sultan Cobans på, at de arresterede har spredt terrorpropaganda eller 'fornærmet den tyrkiske stat'.

Blandt de arresterede er journalister og politikere fra pro-kurdiske partier.

Coban er idømt 15 måneders betinget fængsel og hendes udrejseforbud er løftet, og hendes advokat anker dommen.