Dansk-kurder anholdt i Tyrkiet: Mistænkt for terror-støtte

Tyrkiske myndigehder mistænker dansk-kurder for at stå bag indsamling i Danmark til fordel for det militante arbejderparti PKK

En dansk-kurder er blevet anholdt i Tyrkiet og sigtes nu for at have samlet penge ind til PKK. Billedet er fra Rom, hvor der i februar blev afviklet en pro-kurdisk demonstration. Foto: AP
En dansk-kurder er blevet anholdt i Tyrkiet og sigtes nu for at have samlet penge ind til PKK. Billedet er fra Rom, hvor der i februar blev afviklet en pro-kurdisk demonstration. Foto: AP

En dansk-kurdisk mand er onsdag blevet anholdt i Sabiha Gökcen-lufthavnen i Istanbul og sigtes nu af de tyrkiske myndigheder for at stå bag finansiel indsamling til det militante kurdiske arbejderparti PKK.

Det skriver flere tyrkiske medier. Heriblandt Milliyet.

PKK er på terrorlisten i EU, Syrien, Tyrkiet, Australien og USA.

Oplysningerne bekræftes delvist af Udenrigsministeriets Borgerservice, som imidlertid ikke ønsker at kommentere personsager. Ministeriet skriver i en mail til Ekstra Bladet:

'Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger gårs dag er blevet tilbageholdt i Tyrkiet'.

Tyrkiske medier hævder at vide, at der skulle være tale om en midaldrende dansk statsborger, som gennem et stykke tid har været på den tyrkiske efterretningstjenestes observationsliste. Det var netop efterretningstjenesten, der i samarbejde med antiterrorenheden i Istanbul ventede på dansk-kurderen, da han ankom til lufthavnen og ville om bord på et fly til København.

Dansk-kurderen ankom til Tyrkiet 16. oktober.

Efter anholdelsen blev danskeren transporteret til Vatan-politistationen, hvor der skulle have fundet en afhøring sted. Siden er manden blevet stillet for en dommer, som har besluttet, at han skulle tilbageholdes for at have 'stået bag forskellige aktiviteter i udlandet med det formål at sikre finansiel støtte til PKK'.

Et andet tyrkisk medie har angiveligt fundet et foto af dansk-kurderen under et pro-kurdisk arrangewment i Danmark. Mediet skriver, at dansk-kurderen var en del af 'Demokratisk Kurdisk Folkeforsamlings' finansielle aktiviteter i Danmark.

Ifølge redaktøren på den dansk-kurdiske netavis jiyan.dk, Deniz Serinci, er der en særlig grund til, at Tyrkiet ønsker at ramme PKK's økonomiske støtter.

- Tyrkiet har nu i 34 år ikke formået at udrydde eller nedkæmpe PKK. På trods af, at Tyrkiet har Natos andenstørste hær på 600.000 mand. Derfor er Tyrkiet interesseret PKKs finansielle støtter i Europa. Heriblandt i Danmark, siger Deniz Serinci.

PKK startede den væbnede kamp i Tyrkiet for kurdisk selvstyre i 1984. Siden er 45.000 mennesker blevet dræbt i konflikten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere