Dansk kvinde død efter fald i vildmark

En 20-årig kvinde var sammen med sin højskole på tur i området, da hun faldt og mistede bevidstheden.

Ved du noget? Så tip os på mail til 1224@eb.dk eller på SMS til 1224. Det koster alm. takst.

En 20-årig dansk kvinde er død, efter at hun fredag faldt omkring fem meter på en tur i Wells Gray Park i den vestlige del af Canada.

Det skriver lokale medier lørdag.

Udenrigsministeriet Borgerservice i København bekræfter dødsfaldet.

- Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Canada, og de pårørende er blevet underrettet, lyder det.

Ulykken skete, da en gruppe af omkring 20 lærere, instruktører og guider, som formentlig kom fra en dansk højskole var på vej op ad Mount Huntley.

Ved 16-tiden fredag eftermiddag faldt den 20-årige dansker fem meter ned og mistede bevidstheden, skriver clearwatertimes.com.

Et af gruppens mandlige medlemmer måtte herefter ifølge netavisen vandre i fem timer til gruppens camp og herefter padle i to timer for at nå frem til en satellittelefon, så der kunne slås alarm.

Men på grund af mørke blev redningsindsatsen ikke iværksat før ved daggry lørdag. I mellemtiden var den danske kvinde afgået ved døden.

En redningshelikopter transporterede den døde dansker til byen Kamloops i British Columbia.

De retsmedicinske myndigheder i provinsen er i færd med at undersøge omstændighederne omkring ulykken.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere