Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
En 47-årig dansk kvinde har mistet livet efter en færdselsulykke på hovedvej B4 mellem Uelzen og Lüneburg i den tyske delstat Nedersaksen.
Det skriver lokalpolitiet i Lüneburg i en pressemeddelelse.
Den 47-årige var chauffør i en Ford Galaxy og var på vej mod nord, da hun i en blød venstrekurve af uvisse årsager pludselig kom over i den modsatte vejbane.
Her stødte kvinden frontalt sammen med en lastbil.
Den 47-årige døde på stedet af de kvæstelser, hun pådrog sig i ulykken, skriver politiet.
I kvindens bil befandt sig også en 49-årig medpassager, som kom svært til skade. Redningsmandskab fik skåret passageren fri, som blev fløjet med redningshelikopter til et hospital i Hamburg, oplyser politiet i pressemeddelsen.
Også passageren er fra Danmark, oplyser politiet. Der oplyses intet nyt om passagerens videre tilstand.
I lastbilen befandt sig en 37-årig chauffør, som kun kom lettere til skade.
Hovedvejen B4 var spærret i flere timer efter ulykken. Ulykken skete tirsdag klokken 6.50.
Ekstra Bladet har været i dialog med Udenrigsministeriets Borgerservice, som fredag aften bekræfter over for Ekstra Bladet, at en dansk statsborger er omkommet i Tyskland.
- Da Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager, kan vi ikke oplyse yderligere, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i en mail til Ekstra Bladet.