Dansk nationalpark i flammer

Beredskab forsøger at begrænse brand i plantage. Kraftig vind og en knastør natur besværliggør slukning

Tirsdag er der udbrudt brand i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy. Video: René Schütze

Der er tirsdag eftermiddag udbrudt brand i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy.

Branden har ramt et område mellem kystlinjen og Istrupvej.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab, der tirsdag aften er til stede med 18 køretøjer og 75 mand for at bekæmpe branden. Desuden stiller Beredskabsstyrelsen blandt andet med en drone.

- Vi har lavet nogle standsningslinjer og håber, at vi kan holde ilden bag dem, fortæller René Kærup, der er chefvagt hos Nordjyllands Beredskab.

- Hvis det lykkes, er alt godt. Hvis ikke, må vi lave nye standsningslinjer andre steder, siger han.

Slukningsarbejdet besværliggøres af, at naturen er knastør, og at det blæser med omkring otte meter i sekundet.

- Desuden er vi udfordret med hensyn til vandsituationen, da vi kun har det vand, der er i tankvognene og enkelte småsøer i området, siger René Kærup.

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen, at de tidligst har overblik over, hvor længe slukningsarbejdet kommer til at foregå onsdag morgen, men der er alligevel optimisme at spore.

- Her klokken 21.30 skifter vi til natholdet og går ned på tyve mand. Det er også et udtryk for, at vi føler, at vi har godt styr på branden, uden at man skal vide sig alt for sikker på naturen, siger René Kærup.

Omkring midnat er meldingen, at branden efterhånden er under kontrol.

Opdateres ...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere