Dansk netkrænker blev afsløret af anonym kilde i Østen

En 76-årig mand erkender en stribe overgreb mod mindreårige via internettet, men nægter tre

Omkring årsskiftet til 2017 henvendte en anonym kilde sig til en dansk politimand i Bangkok i Thailand. Politimanden var en såkaldt forbindelsesofficer for de nordiske lande.

Kilden ville anmelde en person, som på internettet havde optrådt under brugernavnet ClarkeEdward61, en person, som var identisk med en i dag 76-årig mand fra Kongens Lyngby.

Anmeldelsen gik på, at manden havde bestilt pornografiske shows via webcam med mindreårige piger i Filippinerne. Og onsdag formiddag har den 76-årige i vidt omfang erkendt sig skyldig.

Han er tiltalt for 14 gange i en periode mellem 2012 og 2015 at have haft kontakt med piger i alderen 9-16 år. Han nægter sig skyldig i tre af forholdene - blandt andet det med den 9-årige.

Pigerne ville han have til at vise bryster, kønsdel eller lignende, lyder anklagen. Den slags er enten et forsøg på at krænke deres blufærdighed eller et forsøg på at få en mindreårig til at deltage i en pornografisk optagelse, mener anklagemyndigheden.

- Det var dem, der kontaktede mig. Jeg var i kontakt med en anden på Filippinerne. Det var for at få et forhold, fortæller den 76-årige mand i retten.

Han lider af diabetes, og hans hørelse er dårlig. Flere gange beder han om, at der bliver talt højere, og både Bente Schnack, advokat Ole Lauritzan og retsformand Henrik Tornberg må tale ganske højt.

Til senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi fortæller den 76-årige, at han godt vidste, at der var tale om fattige mennesker, der gjorde det for pengenes skyld, og at han derfor foregav at "nyde" dem.

- Jamen, du kunne jo bare sende dem penge, hvis det var det, du ville, lyder det fra senioranklageren, hvortil manden blot svarer: "ja".

Forbindelsesofficeren, som i sin tid modtog anmeldelsen, rettede efter modtagelsen henvendelse til Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, kaldet NC3.

Ud over brugernavnet havde officeren nemlig også fået oplyst, at det var en 76-årig nordsjællænder, der gemte sig bag det.

Hos NC3 sendte man derfor sagen videre til Nordsjællands Politi.

Efter at have indhentet en kendelse i retten ransagede politiet mandens bopæl den 31. januar 2017. Hans computere blev beslaglagt, og politiet har genskabt de chatkorrespondancer, som manden har haft.

Blandt andet en korrespondance, hvor han opfordrer en kvinde til at lade sin niårige niece opføre "et show" foran webcamet.

På computerne har man også fundet 25 børnepornografiske billeder, som manden også er tiltalt for.

Der ventes dom i sagen onsdag eftermiddag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere