Dansk og norsk kvinde dræbt i Marokko: 'Vi er i chok'

De marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrab på to unge kvinder fra Danmark og Norge. Udenrigsministeriet arbejder fortsat på en officiel bekræftelse på dødsfaldet

En politihelikopter med kriminalteknikkere lander i byen Imlil ved Atlasbjergene i Marokko, hvor kvinderne blev fundet dræbt. Video: Chouftv

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst).

To unge kvinder fra henholdsvis Danmark og Norge blev mandag fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko.

Kvinderne var backpackere og ifølge norske medier begge i 20'erne. De blev fundet dræbt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil.

Imlil tjener ofte som startsted i forbindelse med udflugter til bjerget Toubkal, der er Nordafrikas højeste bjerg.

Lokale kilder fortæller til den norske avis VG, at kvinderne ankom til landsbyen søndag.

Ifølge marokkanske medier havde ligene sår fra knivstik, og politiet har indledt en efterforskning under tilsyn fra anklagemyndigheden.

Bar tegn på vold
Indenrigsministeriet i Marokko har oplyst, at kvinderne bar tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab.

Hvad det nærmere betyder, er endnu ikke blevet oplyst.

- Hele Imlil er i chok. Det er en tragedie for hele byen, siger den lokale guide Mustapha til VG.

Han mener, at området normalt er meget trygt at færdes i bortset fra at der i øjeblikket er meget sne og koldt.

- Der er aldrig før sket noget som det her, siger Mustapha til den norske avis.

De to ofre delte angiveligt telt, og deres lig blev fundet ved teltet mandag morgen. Det er endnu uvist, hvornår de blev dræbt.

Ingen anholdte
VG skriver, at efterforskningen er i gang, men ingen skulle være anholdt i sagen. Et stort antal politi- og sikkerhedsfolk er ankommet til området.

Udenrigsministeriet i Danmark oplyste mandag, at politiet har underrettet de pårørende til den danske kvinde.

Her til morgen understreger Udenrigsministeriet, at det endnu ikke har fået en officiel bekræftelse på dødsfaldet fra de marokkanske myndigheder.

- Marokkanske myndighedskilder oplyser uofficielt, at en dansk og en norsk statsborger skal være omkommet i Atlasbjergene syd for Marrakesh, lyder beskeden fra vagthavende ved Udenrigsministeriet.

- Den danske og den norske ambassade i landet arbejder på at få en officielle bekræftelse, men arbejdet vanskeliggøres, da der er tale om et svært tilgængeligt bjergområde, siger vagthavende til Ekstra Bladet.

Ved du noget? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst).

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere