Dansk politi anholder mand for dobbeltdrab i Grønland

Et par blev natten til onsdag fundet dræbt i Grønland. En mand er nu anholdt og sigtet for drabene

Grønlands Politi har anholdt en 22-årig mand, som er sigtet for drabet på to personer i en lejlighed i Maniitsoq.

Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag aften.

Den 22-årige er mistænkt for at have dræbt en mand midt i 60'erne og en kvinde i starten af 50'erne. De blev fundet livløse af politiet natten til onsdag.

Klokken 13.03 onsdag blev den 22-årige anholdt.

- Der er blevet lavet et stort stykke efterforskningsarbejde i sagen, men efterforskningen i sagen pågår fortsat, udtaler vicepolitiinspektør Sebastian Bech i pressemeddelelsen.

Tre kriminalteknikere fra Rigspolitiet ventes at ankomme til Grønland torsdag for at bistå med efterforskningen.

Politiet oplyser ikke, hvordan de to er blevet dræbt. Onsdag oplyste politiet dog, at de formentlig er dræbt af knivstik.

Maniitsoq ligger i Vestgrønland nord for Nuuk.

Den 22-årige bliver torsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Qeqqa Kredsret. Det vides ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere