Dansk politibetjent: - Skal vi trække guldplomberne ud på flygtninge, gør jeg det

Flygtninge beskylder i svensk avis dansk politi for at være på smykkejagt. Dansk politi afviser

Her fortæller Inger Støjberg om at tage værdier fra flygtninge. Paula Larrain: Vil du tage min ring fra mig?

- Hvis de siger, vi skal trække guldplomberne ud på flygtninge, så gør jeg det. Som politibetjent kan jeg ikke have en mening, men blot følge loven.

Sådan siger politibetjenten Michael Hansen fra Københavns Politi i et interview med den svenske morgenavis Dagens Nyheter.

Udmeldingen kommer efter at den danske regerings lovforslag om at kunne beslaglægge værdigenstande som smykker fra flygtninge, der kommer til Danmark, har vakt stor opstand.

I en række udenlandske medier har forslaget givet ubehagelige minder om nazi-tiden, hvor jøder i koncentrationslejre som bekendt fik flået guld ud af tænderne, så det senere kunne smeltes om.

Flygtninge dropper Danmark
Dagens Nyheter har interviewet to iranske flygtninge, som er på vej væk fra Danmark og tilbage til Tyskland:

- Politiet i Danmark er ikke godt - det er fascistisk. De siger, de vil tage vores smykker og penge, og har allerede tjekket, hvad vi har, siger Arash Salehin ifølge avisen.

Fazad Barzegar, som er sammen med ham viser et vedhæng af guld på sin halskæde, som han har fået af sin mor:

- Men politiet ville tage halskæden. Jeg måtte kæmpe for at beholde den, fortæller han ifølge Dagens Nyheter.

Selv om Arash Salehin ifølge artiklen allerede havde søgt asyl i Danmark, fik politiets behandling ham angiveligt til at skifte mening.

Er du Michael Hansen eller kender du ham, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Dagens Nyheter spørger også politibetjent Michael Hansen om hans personlige mening om lovforslaget. Heller ikke her ser han nogen problemer:

- Når flygtninge kommer til Sverige eller Danmark med en stor stak penge og samtidig tænker på, hvad det koster at tage imod dem, så tænker jeg: 'kør, tag, hvad de har'.

Nogle genstande undtaget
Den danske regering foreslår at tage værdigenstande fra flygtninge og migranter for at betale for deres ophold i landet. Der er dog en række undtagelser i forslaget. Genstande som eksempelvis ure og mobiltelefoner er som udgangspunkt undtaget.

Derudover vil genstande med affektionsværdi også være undtaget, med mindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at undtage dem. Den vurdering foretages af politiet, lyder det i lovforslaget.

Er du Michael Hansen eller kender du ham, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Politi: Vores medarbejdere har ytringsfrihed
Ekstra Bladet har forsøgt at få kontakt til Michael Hansen igennem Københavns Politi, hvor han er ansat. Herfra henviser man til Rigspolitiet.

- Vi formidler ikke kontakt til politifolk. Derudover er tale om et lovforslag, hvortil politiet vil afgive et høringssvar, hvor vi vil komme med vores synspunkter, og så må vi se, om der bliver lyttet, siger talsmand for Rigspolitiet Thomas Kristensen til Ekstra Bladet.

- Men nu, når en af jeres betjente udtaler sig, som han gør, så går jeg ikke ud fra, at du kan forestille dig, at nogen ville bede ham om at rive guldplomber ud af flygtninges tænder?

- Det mener jeg ikke, der står noget om i lovforslaget.

- Betjentens udtalelse sætter tingene på spidsen, men hvis vi piller plomberne ud, så siger han vel egentlig bare, at han gør, som han får besked på. Det kan man vel heller ikke være utilfreds med...

- Jeg har ikke nogen kommentarer til, hvad han siger. Vores medarbejdere har ytringsfrihed, og desuden ved jeg ikke, hvordan samtalen har været mellem den pågældende og journalisten.

- Men han siger jo, at han er klar til at trække guldplomber ud på flygtninge, hvis han bliver bedt om det. Er det fint nok at stå for den holdning hos dansk politi?

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

- Det ændrer ikke, at jeg ikke har nogen kommentarer til, hvad han har været ude at sige.

- Den svenske avis har også talt med to flygtninge, hvoraf den ene hævder, at han har kæmpet for at få lov til at beholde et smykke fra sin mor. Nu er der jo tale om et lovforslag, så hvordan hænger det sammen?

- Det kan jeg ikke umiddelbart sige, hvorfor vi skulle have gjort det. Det tænker jeg, at - om han foruddiskonterer lovforslaget eller hvad, det ved jeg ikke.. Vi kender ikke den pågældende sag, så vi kan ikke forholde os til, hvad manden siger.

- Men er der nogen betjente, der allerede er begyndt at håndhæve det, som lovforslaget lægger op til?

- Det er der ikke. Vi begynder jo ikke at håndhæve et lovforslag, der ikke er vedtaget endnu.

- Så du udelukker, at det her kan være sket?

- Det ville være fuldstændig umuligt for os at efterprøve den påstand. Og hvis vedkommende mener, at nogen her gjort noget uregelmæssigt, så er det klart, at så skal der selvfølgelig klages over det. Det ville være mere korrekt at gøre end at bare sige, at det er sket.

- Så man kan heller ikke forestille sig, at politiet allerede nu kigger på, hvad flygtninge har med sig?

- Selvfølgelig kigger vi på, hvad de har med sig, for vi skal jo fastlægge deres identitet.

Vil ikke plyndre flygtninge
Michael Hansen er ikke den første politibetjent, der har ytret sig om regeringens planer om at konfiskere smykker fra flygtninge.

Jacob Nielsen, der angiveligt er politimand og bor i København, har - i modsætning til Michael Hansen - på Facebook stillet sig uhyre kritisk overfor at skulle føre den politik, han med lovforslaget risikerer at blive pålagt, ud i livet.

Samfund - 20. dec. 2015 - kl. 11:31 Facebook går amok: Jeg blev ikke politimand for at plyndre flygtninge for DERES ejendele!

'Forestiller regeringen sig, at jeg skal stå ved grænsen og pille guld ud af munden og underbukserne på dem, når de forsøger at skjule det sidste de har?', lød bare et af Jakob Nielsens spørgsmål.

'Jeg blev ikke politimand for at plyndre flygtninge for DERES ejendele!,' slog han desuden fast.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at komme i kontakt med Jacob Nielsen.

Er du Michael Hansen eller kender du ham, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere