Dansk politihund i vild bedrift

Da en politihund natten til onsdag sniffede sig frem til en motorcykeltyv, var det med imponerende præcision

Politihunden blev helten. Foto: Politi
Politihunden blev helten. Foto: Politi

Sent tirsdag aften leverede politihunden Bravo lidt af en præstation, da den var et afgørende led i en anholdelse i Haderslev.

- Vi får en anmeldelse om to mænd, der går og trækker en motorcykel i Haderslev by, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Sydjyllands Politi, om hændelsen.

- Det synes, anmelderen er lidt mærkeligt, og det synes vi egentlig også. Vi sender en patrulje derned, og de finder de her to, der smider motorcyklen og løber fra stedet, da de ser patruljen.

Hund i aktion
Det lykkedes for patruljen at løbe en af dem op, mens den anden forsvinder. Og det er her hunden kommer ind i billedet.

- 40 minutter senere ankommer en hundepatrulje fra Aabenraa. Der følger hunden et spor fra motorcyklen, og hunden snuser sig stille og roligt frem gennem byen, siger vagtchefen og fortsætter.

- Efter 600 meter standser den ved en etageejendom, hvor den går ind og standser foran en dør på første sal. Rigtig nok bor gerningsmanden derinde, så det var ret imponerende. 

Det viste sig, at motorcyklen fra 1986 blev stjålet i foråret, og tyvene kan se frem til en sigtelse. 

- Motorcyklens ejer blev vældig glad for den besked.

Gerningsmændene er blevet løsladt igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere