Dansk statsborger anholdt i sag om terrorfinansiering

Den 40-årige danske statsborger af marrokansk oprindelse blev anholdt af spansk politi her til morgen

En dansk statsborger er her til morgen blevet anholdt i Spanien og sigtet i en sag om finansiering, rekruttering og udsendelse af jihadist-krigere til konfliktområder.

Det skriver det spanske Indenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Den 40-årige danske statsborger af marokkansk oprindelse blev anholdt i Melilla, der er en selvstyrende spansk enklave på Marokkos Middelhavskyst.

Han er, ifølge pressemeddelelsen, del af et internationalt rekrutteringsnetværk og anholdelsen er blandt andet sket i et tæt samarbejde mellem spansk politi, PET, Københavns Politi og Europol.

De skriver i pressemeddelelsen, at mindst 10 krigere af forskellige nationaliteter, herunder danske, tyske og spanske statsborgere, er blevet sendt til forskellige konfliktområder af dette netvæk. Der skulle være tale om rekruttering til Islamisk Stat og al-Qaeda i Nordvestafrika.

Svindel for over otte mio. euro
Den danske statsborger brugte, ifølge den spanske indenrigsministerium, danske firmaer til at svindle med store summer for at finansiere det store internationale rekrutteringsnetværk.

De skriver, at  flere borgere fra Melilla uden den mest basale økonomiske uddannelse, har haft ansvarsfulde stillinger i danske virksomheder, og efterforskningen har identificeret 24 forskellige danske virksomheder, hvor der anslås at være svindlet for over otte millioner euro.

DR skriver, at anholdelsen kommer, efter at DR i samarbejde med Jyllands-Posten i dokumentaren 'Terroristen der fik frit lejde' afslørede, hvordan danske og spanske islamister gennem flere år stod bag omfattende momssvindel i Danmark.

Her afslørede de, hvordan den nu anholdte 40-årige danske statsborger var central i organiseringen af svindel i Danmark, samtidig med, at han ifølge den spanske efterforskning også spillede en ledende rolle i radikaliseringen af en islamistisk celle i Melilla i Spanien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere