Dansk turist faldt flere meter ned i indlandsis-spalte

To turister - heriblandt en dansk kvinde - blev fløjet med helikopter til Nuuk

En dansk kvinde måtte sammen med en jævnaldrende turist evakueres til et hospital i Nuuk. (Arkivfoto: Polfoto)
En dansk kvinde måtte sammen med en jævnaldrende turist evakueres til et hospital i Nuuk. (Arkivfoto: Polfoto)

Kender du den danske, kvindelige turist? Ekstra Bladet vil gerne høre hendes historie. Tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

Det kunne have gået grueligt galt, da to turister torsdag røg ned i en af de mange farlige sprækker, der er i indlandsisen på Grønland.

Heldigvis slap begge med livet i behold.

En dansk kvinde på 24 år var på en guidet tur på indlandsisen, da hun sammen med en jævnaldrende, mandlig turist, hvis nationalitet er ukendt, pludselig forsvandt fra den hvide overflade.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsaiq.AG.

Ifølge mediet, der har snakket med øjenvidner, faldt de to turister seks-otte meter ned på en afsats i spalten.

Og det var ganske heldigt, for de kunne have faldt meget længere ned. Angiveligt kunne turisterne ikke se bunden af spalten.

- Klokken 16.24 blev vi ringet op fra Kangerlussuaq og blev meddelt, at to turister var faldet ned i indlandsisen. Blot ti minutter blev vi igen meddelt, at turistguiderne havde reddet de to turister, fortæller politikommissær ved Politiet i Qeqqata Karl Jørgen Lennert til Sermitsiaq.AG

De to turister blev reddet op med hejseudstyr, som guiderne havde på sig.

En redningshelikopter måtte evakuere turisterne, der heldigvis ikke pådrog sig nogen livstruende skader.

- Manden havde store rygsmerter og blev stabiliseret på en båre. Den anden var ikke umiddelbart så hårdt medtaget. Hun var stærkt chokeret og havde smerter i det ene ben, fortæller Lea Kaliszan, der var på ulykkesstedet, til Sermitsiaq.AG.

Den danske kvinde og den anden turist var efter sigende meget nedkølede, da de blev hentet med helikopteren.

De er begge til behandling på hospitalet i Nuuk.

Kender du den danske, kvindelige turist? Ekstra Bladet vil gerne høre hendes historie. Tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)