Danske Banks revisor politianmeldt

Ernst & Young er blevet politianmeldt af Erhvervsstyrelsen i den såkaldt hvidvask-sag

Danske Banks hovedsæde. Arkivfoto: Jonas Olufson
Danske Banks hovedsæde. Arkivfoto: Jonas Olufson

Erhvervsstyrelsen har politianmeldt Danske Banks revisor Ernst & Young, der afgav revisionspåtegning på regnskaberne for 2014.

Det skriver Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse.

'Det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at EY i forbindelse med revisionen af Danske Bank A/S’ års- og koncernregnskab for 2014 blev bekendt med oplysninger, som fører til, at EY burde have foretaget nærmere undersøgelser, samt foretaget underretning til Hvidvasksekretariatet.'

'Erhvervsstyrelsen har anmodet Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om at indlede en politimæssig efterforskning af om hvidvaskloven er overtrådt,' lyder det i pressemeddelelsen.

Politianmeldelsen vedrører  lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, skriver styrelsen.

Vil samarbejde
I en kort meddelelse sendt fra presseansvarlig Michael Basland skriver EY:

'EY har samarbejdet fuldt ud med Erhvervsstyrelsen siden oktober 2018 og gjort alle relevante informationer om revisionen tilgængelige. EY foretog den rapportering, som vi efter gældende lovgivning var forpligtet til, og vi vil samarbejde fuldt ud med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i den videre undersøgelse.'

På spørgsmålet om, hvordan selskabet stiller sig til anklagerne, lyder det:

'Vi har ikke anden information, end hvad der fremgår af pressemeddelelsen. Vores holdning er, at vi foretog den rapportering, som vi efter gældende lovgivning var forpligtet til.'

At revisionsselskabet er genstand for efterforskning i forbindelse med Danske Bank, har tilsyneladende ikke skræmt de to virksomheder fra at samarbejde. Således offentliggjorde de to virksomheder for cirka to uger siden, at Danske Bank er blevet hovedsamarbejdspartner omkring prisen EY Entrepreneur Of The Year. En pris, som Stein Bagger vandt i 2008 - faktisk nogenlunde på samme tid, som han stak fra Danmark og et massivt svindelnummer.

Danske Bank var den største kreditor i Stein Bagger-sagen.

Skærm

Hent flere
Hent flere