Danske Lisa fanget under terrorangreb

I halvanden time måtte Lisa Hein Ruggaard gemme sig i et indkøbscenter tæt på den moské, hvor terrorangrebet i Christchurch begyndte

Lisa Hein Ruggard var lige kommet til Christchurch efter at have været på hvalsafari, da et angreb rystede byen. Privatfoto/Facebook
Lisa Hein Ruggard var lige kommet til Christchurch efter at have været på hvalsafari, da et angreb rystede byen. Privatfoto/Facebook

Det er midt om natten, da Ekstra Bladet fanger 54-årige Lisa Hein Ruggaard på vej til lufthavnen i New Zealand.

Det seneste døgn har i den grad været dramatisk for danskeren, der sammen med en ven pludselig befandt sig midt i det blodige terrorangreb, som fredag eftermiddag lokal tid kostede mindst 49 mennesker livet i byen Christchurch.

Hun fortæller, hvordan panikken brød ud, ligesom vennerne satte sig til rette på en restaurant i byens botaniske have - blot nogle få hundrede meter fra Al Noor-moskéen, hvor en 28-årig australsk statsborger åbnede ild under fredagsbønnen.

112 - 15. mar. 2019 - kl. 18:25 Øjenvidne til massakre: - Han kiggede bare på mig

Forstod ikke alvoren
Omkring klokken 13.40 lokal tid gik den formodede gerningsmand Brenton Tarrant tungt bevæbnet ind i Al Noor-moskéen. Ikke lang tid efter nåede rygtet om angrebet frem til den restaurant, hvor Lisa Hein Ruggaard sad og fik frokost.

- Pludselig kom ejeren af restauranten ud og fortalte os, at der foregik et skyderi, så vi skulle komme indenfor. Det havde vi ikke lyst til, fordi vejret var så dejligt. Men vi gik alligevel ind, da han kom ud anden gang for at hente os, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Vi troede, at haven var lukket af myndighederne, men det fik vi at vide, at den ikke var, derfor gik vi en tur gennem haven. Så kunne vi pludselig høre sirener og helikoptere i nærheden. Det lød ret vildt, men vi så ikke nogen politifolk, uddyber hun.

På denne video, som Ekstra Bladet har fået tilladelse til at bruge, kan man høre lyden af sirener i nærheden af Lisa Hein Ruggaard.

Tilbageholdt i indkøbscenter
Stadig ikke klar over situationens alvor gik de to venner hen mod et indkøbscenter, hvor Lisa Hein Ruggaard ville benytte toilettet, men da de nåede hovedindgangen, så de frygten malet i ansigtet på de gæster, der befandt sig på den anden side af ruden.

- Vi kunne se, at alle gemte sig. Der var ingen i nærheden af vinduerne, så vi var nødt til at banke på for at få dem til at lukke os ind. De var helt rystede over, at vi gik rundt udenfor. Vi måtte ikke forlade centeret, så vi var fanget i en lockdown i halvanden times tid, fortæller den 54-årige dansker. 

De gik efterfølgende direkte tilbage til det vandrehjem, hvor de var indkvarteret. I fjernsynet kunne de følge med i det terrorangreb, som havde udspillet sig tæt på dem nogle timer forinden. Det gjorde stort indtryk på Lisa Hein Ruggaard.

- Det er jo frygteligt, hvad der er sket. Da vi sad inde i det center, var folk helt rystede, og der gik rygter om, at gerningsmanden rendte rundt ude i den botaniske have, hvor vi havde gået, fortæller hun.

- Det ved vi ikke om er sandt, og jeg synes jo, at det er voldsomt at holde alle indendøre, men jeg kan selvfølgelig godt se nu, at det sikkert var nødvendigt, fordi politiet ledte efter en terrorist, fortsætter Lisa Hein Ruggaard.

Lørdag morgen lokal tid går turen videre til Singapore for Lisa Hein Ruggaard, der har taget orlov fra jobbet for at rejse rundt i Asien.

OVERBLIK: Det ved vi om angreb i New Zealand

En bevæbnet person er trængt ind i en moské i byen Christchurch i New Zealand og har dræbt og såret adskillige mennesker. Også en anden moské i byen er ramt af et skudangreb.

Her er, hvad vi foreløbig ved om angrebene:

* Antallet af dræbte ved de to angreb er steget til 49. Det siger rigspolitichef Mike Bush på et pressemøde fredag.

* 41 af ofrene blev dræbt i moskéen Masjid al Noor i den centrale del af Christchurch. Syv andre blev skudt og dræbt i moskéen Linwood Ave - tre af dem uden for bygningen. Det sidste offer er afgået ved døden på hospitalet.

* 20 personer er hårdt såret, skriver BBC.

* Fire personer er i politiets varetægt, oplyser rigspolitichef Mike Bush. Politiet vil ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd. Der er tale om tre mænd og en kvinde.

* En af de formodede gerningsmænd er en australsk statsborger.

* Omkring klokken 13.40 lokal tid gik en bevæbnet mand ind i al Noor-moskéen i det centrale Christchurch og åbnede ild.

* Omkring 300 mennesker var samlet til fredagsbøn.

* En video cirkulerer på nettet med optagelser af skyderiet. Politiet opfordrer alle til at undlade at dele videoen.

* Det var den formodede gerningsmand selv, der optog videoen live på Facebook. Facebook tog efter henvendelse fra det newzealandske politi straks videoen ned, skriver Daily Mail.

* Desuden er den formodede gerningsmands konti på Facebook og Instagram lukket.

* Ifølge Radio New Zealand har den formodede gerningsmand, som er 28 år, også lagt et angiveligt højreekstremistisk manifest på nettet.

* Politiet har bekræftet over for den britiske avis The Guardian, der har en journalist på stedet, at der var en bombe i en bil, der forulykkede omkring tre kilometer fra al Noor-moskéen.

* Premierminister Jacinda Ardern betegner det som 'en af de mørkeste dage i New Zealands historie' og 'at det kun kan beskrives som et terrorangreb'.

* Premierministeren befinder sig i byen New Plymouth, men er på vej tilbage til Wellington for at holde krisemøde i regeringen.

Youtuberen PewDiePie er kendt for at lave videoer om blandt andet computerspil. Pr-foto 112 - 15. mar. 2019 - kl. 15:55 New Zealand-terrorist nævnte kendt youtuber i livestream

Se også: Dronningen kommenterer terror i New Zealand

Se også: Europæiske lande optrapper patruljering ved moskéer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen