Dansker død i dykker-ulykke i Norge

En 60-årig mand fra Holstebro døde mandag i havet 50 kilometer nord for Bergen

Den 60-årige Hans Bang fra Holstebro omkom mandag under en dykkertur i Norge.

Det bekræfter Hans Bangs søn Morten Bang over for Dagbladet Holstebro-Struer.

Norsk politi blev alarmeret klokken 14.30 i går.

- Han blev erklæret død på stedet, siger Terje Magnussen fra norsk politi til Bergen Tidende.

Ifølge de foreløbige oplysninger fik Hans Bang det pludselig dårligt under dykningen og begyndte derfor en sikkerhedsopstigning, men da den 60-årige mand kom op til overfladen, var han bevidstløs.

Hans Bang var en erfaren dykker fra den lokale frømandsklub Delfinen i Holstebro, men det var ikke i klubsammenhæng, at han var i Norge, oplyser Delfinens formand Morten Viberg overfor Dagbladet Holstebro-Struer.

Han var i selskab med fem andre erfarne dykkere, og alt tyder på, at alle sikkerhedsforanstaltninger er overholdt undervejs i den privat-arrrangerede tur ved Gildreneset, der ligger omkring 50 kilometer nord for Bergen.

De øvrige dykkere har fået tilbudt krisehjælp.

Norsk politi skal nu undersøge årsagen til ulykken.