Dansker dræbt i Norge: Gerningsmand skal mentalundersøges

Politiet vil have undersøgt den formodede gerningsmands mentale tilstand i gerningsøjeblikket

Den 50-årige danske mand er fundet død i et hus syd for Stavangar. Foto: Google Maps
Den 50-årige danske mand er fundet død i et hus syd for Stavangar. Foto: Google Maps

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Der kommer til at gå et par uger, før norske myndigheder med sikkerhed kan fastslå dødsårsagen hos en 52-årig dansk mand, der søndag kort før klokken 16 blev fundet hårdt kvæstet i et hus i Røyneberg i Sola Kommune tæt på Stavanger i det sydvestlige Norge.

Det oplyser Erik W. Rand, som er tiltaleansvarlig jurist hos politiet i Sør-Vest Politidistrikt, i en mail til Ekstra Bladet.

Politiet fik en anmeldelse klokken 15.49 og var hurtigt fremme på stedet sammen med ambulance og redningspersonale. Men den 52-åriges liv kunne ikke reddes. Han blev erklæret død kort efter.

Politiet i Sør-Vest Politidistrikt fik hurtigt mistanke til en 32-årig mand, som var til stedet i huset. Han blev anholdt og sigtet for mord klokken 15.59. I første omgang blev den anholdte kørt til behandling på sygehuset, men ud på aftenen lykkedes det politiet at få afhørt ham. Politiet ønsker ikke på nuværende tidspunkt at fortælle noget om hvilken relation, den 32-årige havde til den danske mand.

Den anholdtes advokat har på et pressemøde mandag formiddag givet udtryk for, at han ikke ønsker at fortælle, hvordan hans klient forholder sig til drabssigtelsen.

Identitet frigives senere i dag
Til gengæld har afhøringen af den 32-årige gjort, at politiet nu vil have undersøgt hans mentale tilstand.

- Sigtedes helbredstilstand og oplysninger i sagen tilsiger, at man må afklare hans psykiske helbredstilstand på gerningstidspunktet, lyder det en smule kryptisk i den mail, som Erik W. Rand har sendt til Ekstra Bladet.

Se også: Dansker dræbt i Norge

Den dræbte 52-årige er dansk statsborger, men har haft bopæl i Norge et stykke tid.

- Den proces pågår lige nu, og identiteten på den 52-årige bliver sandsynligvis frigivet senere mandag, siger Hilde Urdal Fløysvik til Ekstra Bladet.

Ud over afhøringen af den sigtede har politiet i Norge afhørt cirka 10 vidner. Efterforskningen fortsætter i de kommende dage.

- Der mangler stadig en del arbejde på gerningsstedet. Og der mangler også et par vidneafhøringer. Desuden skal den sigtede afhøres endnu en gang, forklarer Erik W. Rand.

'Helt almindelige mennesker'
Ifølge Rand var der flere personer til stede i huset, da drabet skete. Der er ikke umiddelbart nogen tilknytning til kriminelle miljøer, skriver NRK.

- Det er helt almindelige mennesker, siger Erik W. Rand til NRK.

Den 52-årige vil nu blive obduceret.

- Foreløbig obduktionserklæring vil erfaringsmæssigt foreligge i løbet af et par uger, siger Rand.

Ifølge Aftenposten havde politiet efter drabet afspærret huset med afspærringsstrimmel. To betjente bevogtede huset og sørgede for, at uvedkommende ikke kunne komme ind.

Politiet vil ifølge Stavanger Aftenblad ikke komme nærmere ind på, om der var flere i huset under episoden, eller om der var våben involveret i drabet.

Den dræbtes pårørende er underrettet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere