Dansker i alvorlig motorcykelulykke i Sverige

En dansker har pådraget sig livstruende skader, efter han kørte galt på sin motorcykel i Sverige

En dansk motorcyklist svævede lørdag mellem liv og død, da han kørte galt i Sverige og kom alvorligt til skade. Det oplyser Ulla Brehm, pressetalsmand hos politiet i region Väst.

Han blev fragtet til Sahlgrenska Sygehus med ambulancehelikopter efter ulykken.

- Hans tilstand er livstruende, men stabil, fortæller pressemedarbejderen på sygehuset søndag til Ekstra Bladet, som ikke kan udtale sig om, hvorvidt de pårørende er blevet informeret.

Manden kommer kørende på sin motorcykel sammen med seks andre motorcyklister og glider ud af kørebanen i et venstresving i Marks Kommune i Sverige syd for Göteborg.

Ifølge politiets talsmand er motorcyklen bragt ind til tekniske undersøgelser, mens der er blevet taget blodprøve på manden.