Dansker i fængsel: Hemmelig last blandt appelsiner

En dansk statsborger er dømt i Frankrig i en sag om smuglergods - sagen er anket

Pårørende til den  54-årige danske statsborger tror ikke på, at han har vidst, hvad han reelt kørte med skjult blandt appelsiner, men han er dømt til otte års fængsel. Sagen er nu anket. Privatfoto
Pårørende til den 54-årige danske statsborger tror ikke på, at han har vidst, hvad han reelt kørte med skjult blandt appelsiner, men han er dømt til otte års fængsel. Sagen er nu anket. Privatfoto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 54-årig dansk statsborger er anholdt i Frankrig i forbindelse med en lastvognstransport af blandt andet appelsiner.

Danskeren blev stoppet af toldvæsenet i Pyrenæerne nær grænsen mellem Spanien og Frankrig. Efter en grundig undersøgelse opdagede tolderne, at der i lasten af blandt andet appelsiner var 987 kg cannabis.

Det skriver flere franske medier, blandt andet L'Independant, kort efter anholdelsen, som fandt sted 26. februar.

Føreren var, ifølge det franske medie, alene i lastbilen. Han blev overdraget til politiet i Perpignan, der er ansvarlig for undersøgelserne, deriblandt om der er mulige internationale forgreninger.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter blot over for Ekstra Bladet, at en dansk statsborger er fængslet i Frankrig. Ambassaden i Paris yder sædvanlig konsulær bistand, men vil ikke kommentere yderligere, da de har tavshedspligt i personsager

Lyn-dom
De franske domstole har dog haft en meget hurtig sagsbehandling, for manden blev i mandags - altså en uges tid efter anholdelsen - dømt til fængsel i otte år ved retten i Perpignan.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere, der kender den danske lastbilchauffør indgående, og som er rystede og målløse over sagen og dommen.

Manden skulle ifølge oplysninger til Ekstra Bladet have hentet lastbilen i Málaga, som skulle køres til Danmark med appelsiner og citroner.

Ifølge folk tæt på chaufføren havde han over for dem i telefonen før kørslen fra Málaga nordpå sagt, at der ved afhentningen af lastbilen var nogle paller i, og at han fik at vide, at det var vin, der skulle med hjem. De tror ikke på, at chaufføren har været vidende om lasten med den ulovlige cannabis.

- Sådan noget tør han slet ikke, lyder det.

Pårørende har siden anholdelsen, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, kun været i kontakt med lastbilchaufføren under en få minutter lang samtale, hvor han var meget ulykkelig, men hvor han ikke måtte tale om sagen, han er anholdt i.

Nægter sig skyldig
Efter dommen på otte års fængsel understreger mandens franske advokat, Catherine Barriere, over for Ekstra Bladet:

- Han nægter fuldstændig at have kendt til lastbilens indhold.

Hun har anket dommen til appelretten i Montpellier og har også bedt om, at sagen blev ført i Danmark.

Advokaten siger, at der er ikke er konkrete elementer nok i denne sag til at dømme ham, bortset fra, at han har set pallerne, men ikke har åbnet dem.

- Før han blev dømt til otte års fængsel, burde man have lavet en undersøgelse i Danmark, mener advokaten. Hun siger:

- Otte år er alligevel meget.

Samarbejde mellem landene
Ekstra Bladet har spurgt dansk politi, om der pågår en efterforskning i Danmark i relation til anholdelsen i Frankrig.

Vicepolitiinspektør Lars Mortensen, Nationalt Efterforskningscenter (NEC), vil over for Ekstra Bladet ikke kommentere den konkrete sag.

Han siger i generelle vendinger, at når der er sager af sådan en karakter, er der altid et samarbejde mellem landene og Europol, blandt andet for at se, om sagerne trækker tråde til Danmark. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere