Dansker i vildt drama: Reddet få minutter før klipper smadrede sejlbåd

Globetrotter og amatør-sejler havareret og hevet op i fransk redningshelikopter i uvejr med høje bølger og hård kuling

Den 40-årige danske eventyrers sejlskib er her fotograferet fra en fransk redningshelikopter lige efter det dramatiske forlis i Den Engelske Kanal. Foto: Den franske redningstjeneste
Den 40-årige danske eventyrers sejlskib er her fotograferet fra en fransk redningshelikopter lige efter det dramatiske forlis i Den Engelske Kanal. Foto: Den franske redningstjeneste

- Sejlads er jo ikke raketvidenskab!

Det meldte en autodidakt dansk amatør-sejler og globetrotter ud til nyhedsmagasinet minbaad.dk, kort før han for nylig kastede sig ud i et dristigt solo-eventyr med sin B31-sejlbåd med kurs mod Chile.

Nu ligger den 40-årige københavnske flymekaniker med få ugers sejler-erfaring ifølge dagbladet Le Manche Libre og minbaad.dk på sygehuset i den franske by Cherbourg efter et dramatisk forlis ud for Normandiet i Frankrig.

Sejleren har ingen mobiltelefon, og han har ikke besvaret Ekstra Bladets messenger-henvendelse. Men ifølge journalist Troels Lykke fra minbaad.dk, som før har haft tæt kontakt til danskeren, er hans fysiske tilstand 'OK'.

Smadret mod klipperne
Det var et voldsomt uvejr over Den Engelske Kanal, der fredag stoppede danskerens eventyrlige rejse over Atlanterhavet i utide

Den dristige skipper sendte i desperation 'mayday', mens han befandt sig i et uvejr med 35 knobs pålandsvind svarende til hård kuling og tre meter høje bølger i Den Engelske Kanal.  Båden lå i hjælpeløs tilstand få meter fra klippekysten ved havnebyen Barfleur i det nordvestlige Frankrig.

Nødsignalet blev opfanget af den regionale redningstjeneste, der straks skred til handling.

Før de professionelle hjælpere nåede frem, ramte det robuste sejlskib klipperne. En dykker sprang kort efter ud fra den redningshelikopter, der først nåede frem til den danske båd i havsnød. Manden bjærgede sig med stort besvær op til danskeren.

Sammen blev de to mænd derefter hejst op i Le Dragon 50-helikopteren ved hjælp af en stålwire.

Sejlskibet blev 10 minutter senere revet midt over, hvorefter det sank i det frådende hav.

Kreativitet skulle hjælpe
I et interview med journalisten Troels Lykke fra minbaad.dk offentliggjort 4. oktober i år forklarede eventyreren, at han ikke ville ofre penge på et sikkerhedstjek.

Han fandt det heller ikke nødvendigt at tage et officielt duelighedsbevis som sejler, og han havde kun sejlet fem gange i danske farvande før den krævende langdistance-sejlads.

- Jeg ved da at man skal sejle op mod viden, når sejlene skal ned. Jeg lærer sgu nok at sejle undervejs, lød hans håbefulde forklaring.

Han havde forberedt sig på at 'være kreativ', hvis der skulle opstå problemer på for eksempel Biscaya-bugten, hvor alle sejlere ved, at strøm- og vejrforholdene kan være lumske.

Men skipperens gode indstilling og skibets manuelle lænsepumpe og Viking-redningsflåde hjalp ham desværre ikke.

Noget tyder for resten på, at det ikke udelukkende kan have været manglende erfaring men også dårlig timing, der ramte danskeren.

Han var angiveligt ikke den eneste, der op til weekenden var i problemer i Manche-regionen. Uvejret kastede ifølge franske medier adskillige redningsaktioner af sig.

***

Eventyrerens motiv: Hund skulle hjem til Dammark

Den nu forliste sejlbåds skipper var kort før sin afrejse blevet fyret fra sig job. Men det tog ikke modet fra danskeren.

Han havde netop købt B31'eren og installeret udstyr i den, og besluttede sig ifølge magasinet minbaad.dk med kort varsel for at stævne ud fra Ishøj og rejse til Chile for at besøge sin datter og hente sin hund tilbage til Danmark.

Det var meningen, at han først ville gøre ophold på De Canariske Øer. Her ville han samle en britisk kammerat op, som havde indvilliget i at sejle med danskeren.

Planen var, at de skulle krydse Altlanterhavet, passere igennem Panama-kanalen og fortsatte langs Sydamerikas vestkyst til Chile.

Den danske sejlers potentielle rejsefælle har angiveligt heller ikke den store sejler-erfaring.