Dansker officielt anklaget i historisk finansskandale

Seks bankfolk, blandt andre en dansk kvinde, er officielt anklaget for at have været med i stor rentesvindel.

En dansk kvinde er mandag officielt blevet anklaget for at have deltaget i en af verdenshistoriens største finansskandaler. Det skriver Reuters.

Der er tale om Sisse Bohart, der fra 2001 til 2008 arbejdede for den britiske detail- og investeringsbank Barclays.

Sammen med fem andre blev Sisse Bohart fremstillet for en dommer og officielt anklaget for at have konspireret om at manipulere den såkaldte Euribor-rente. Sisse Bohart blev tiltalt sidste år. Yderligere fem tiltalte mødte ikke op.

Euribor er en kort rente for lån mellem banker. Men da den samtidig er en referencerente, har den ifølge Reuters en effekt på aktiver for 450.000 milliarder dollar verden over.

Sagen er en udløber af den meget omtalte Libor-skandale, hvor det kom frem, at banker havde manipuleret med den britiske pendant til Euribor.

Samlet har banker betalt bøder for over ni milliarder dollar, mere end 60 milliarder kroner, for manipulation af referencerenter. Renterne har en effekt på en enorm mængde lån verden over, hvor renten er bestemt af eksempelvis Euribor plus et procentpoint.

Referencerenterne Euribor og Libor bliver bestemt ved, at en stribe banker melder ind, hvad de kan låne til, og så bliver referencerenten udregnet via gennemsnittet.

Manipulationen er angiveligt sket ved, at de ansatte og banker, der melder renten ind, i chatrum på nettet og via telefonsamtaler har aftalt, hvad hver især fortalte. På den måde har man kunnet sætte renten, så den blev fordelagtig for de medvirkende.

Sisse Bohart arbejder ifølge sin Linked-in profil i dag for Dong. I sit arbejde for Barclays var hun handler i afdelingen for portefølje- og likviditetsstyring.

De anklagede i sagen kommer fra bankerne Barclays, Deutsche Bank og Société Générale.

Skandalen om manipulation af referencerenter startede i 2012, hvor de første mistanker om manipulation ramte medierne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere