Dansker poserede med afhuggede hoveder: Nu er han anholdt

En 31-årig mand, der iført Islamisk Stat-uniform poserede med afhuggede hoveder, ventes udleveret til Danmark

Endnu en dansk syrienkriger er blevet anholdt i Tyrkiet og ventes udleveret til Danmark.

Det oplyser hans advokat, Mette Grith Stage, til Berlingske.

- Jeg kan bekræfte, at han er tilbageholdt i Tyrkiet. Jeg har rettet henvendelse til den danske ambassade for at komme til at tale med ham. Mere ved jeg ikke lige nu, siger Mette Grith Stage til Berlingske.

Der er tale om den 31-årige Jacob El-Ali, der i 2014 iført Islamisk Stat-uniform poserede med afhuggede hoveder i IS-højborgen Raqqa i Syrien

Mette Grith Stage har ikke noget bud på, hvornår og om Jacob El-Ali kan ventes udleveret til Danmark, hvor han er efterlyst og fængslet in absentia – altså uden at være til stede – for terrorisme.

Ifølge tyrkiske medier blev den 31-årige danske statsborger anholdt 9. januar nær byen Kilis tæt på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. 

Tyrkiske sikkerhedsstyrker og politiet i Kilis stod bag anholdelsen, der skete på baggrund af en arrestordre udstedt af Interpol, skriver Berlingske.

Jacob El-Ali delte i juli 2014 billeder på Facebook af sig selv i Syrien ved siden af blødende, hovedløse lig og afhuggede hoveder. På billederne stod El-Ali med stort skæg, tørklæde om panden og sort tøj.

Desuden havde han ifølge Berlingske et våbenbælte, pistol og en håndgranat, en bæltetaske fra Lacoste samt en skrårem over brystet med påskriften: 'Islamisk Stat for Irak og Levanten'.

18. december 2014 blev Jacob El-Ali sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 136, stk. 2, der straffer billigelse af terror.

I oktober 2015 blev han desuden sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114e, for at 'fremme Islamisk Stats (IS) virksomhed', for at kæmpe for terrorbevægelsen og for at have planlagt indrejse for mindst én anden kriger.

Jacob El-Ali har tidligere over for Berlingske erkendt, at han tog billederne og delte dem på Facebook.

Han afviste dog, at han selv havde taget del i parteringen, og forklarede, at han tog billederne for selv at undgå at blive halshugget.

- Jeg ville ikke på nogen måde risikere selv at ende sådan. Det værste er, hvis man bliver tortureret levende. Så hellere dø, sagde han til Berlingske.

Samfund Dansk IS-kriger: - Jeg vil have mine børn hjem