Danskerne ender nok med voldtægtsregning

Dømte asylansøgere kan formentlig ikke betale erstatningen efter voldtægtsdom

Hør om sagen her

Tre mænd fra Eritrea blev i går i retten i Hjørring idømt fængsel for voldtægt af en 25-årig kvinde sidste år.

Den 21-årige Kokob Bereketab og den 27-årige Arimas Tekelhaimanot blev idømt et år og ni måneders fængsel, mens den 27-årige Fenkel Mehari blev idømt to års fængsel, fordi han truede og voldtog kvinden to gange.

Ud over fængselsstraffen blev mændene også dømt til at betale 80.000 kroner i erstatning til den 25-årige kvinde, der ligeledes kommer fra Eritrea.

Ingen af de dømte har nævneværdige værdier eller formuer, og med udsigten til små to år bag tremmer er mulighederne for indtjening også begrænsede, men den forurettede kvinde kan dog alligevel se frem til at få sin erstatning.

- Det er erstatningsnævnet, som administrerer og udbetaler erstatninger. Det gør de både for at sikre, at de skadelidte kan få udbetalt pengene, men også for at de skadelidte ikke skal have kontakt med deres gerningsmænd, siger advokat Litten Olsen fra Advodans erstatningsgruppe.

Erstatningsnævnet forsøger at inddrive pengene hos de dømte, men hvis de ikke har penge eller værdier, betales erstatningen fra de offentlige kasser.

- Det er mit indtryk, at det i langt de fleste sager af denne karakter er det offentlige, som kommer til at betale erstatningen, siger Litten Olsen, som ikke har noget med den aktuelle sag at gøre.

Politiets teknikere undersøgte lejligheden efter voldtægten i Hjørring sidste år. (Foto: Rene Schütze) 112 - 8. feb. 2016 - kl. 15:27 Tre asylansøgere dømt for voldtægt

Ud over fængselsstraffen og erstatningen blev mændene også idømt udvisning af Danmark og indrejseforbud for bestandigt, men udvisningen kan have lange udsigter.

De dømte mænd havde inden dommen opholdstilladelse i Danmark frem til 2019, men efter endt afsoning skal de danske myndigheder vurdere, om de dømte kan sendes hjem eller om de er i fare for at blive henrettet eller udsat for tortur, hvis de sendes tilbage til Eritrea.

Hvis de ikke kan sendes retur vil de pågældende være her i landet på såkaldt tålt ophold.

Udlændinge på tålt ophold skal som udgangspunkt anbringes på Center Sandholm i Nordsjælland.

Alle tre dømte i voldtægtssagen fra Hjørring har anket dommene til landsretten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere