Datter så drabstiltalt fars mishandling: 'Han kaldte mor luder og møgsæk'

En grædende og dybt ulykkelig teenagedatter fortalte i går i Retten i Roskilde for første gang offentligt, hvordan hun så sin jaloux, nu drabstiltalte far mishandle hendes mor dagligt med næveslag, tramp og slagvåben i to måneder før moderens død

En 39-årig mand er i Retten i Roskilde tiltalt for at have slået sin kone ihjel i 2018. Efter anklagerens mening har hun igennem 15 år været udsat for vold. Foto: Olivia Loftlund
En 39-årig mand er i Retten i Roskilde tiltalt for at have slået sin kone ihjel i 2018. Efter anklagerens mening har hun igennem 15 år været udsat for vold. Foto: Olivia Loftlund

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): En 39-årig midtsjællandsk mand satte sig igen tirsdag morgen ved siden af sin forsvarer Michael Juul Eriksen i Retten i Roskilde.

Men den tætbyggede mand af pakistansk oprindelse, som er tiltalt for at have dræbt sin fem år yngre kone, måtte kort efter igen forlade retssal 1. Det skete på dommerens og hans 18-årige datters forlangende.

I de næste timer gav den spinkle, unge kvinde for første gang offentligheden et rystende indblik i, hvordan hun så og hørte sin far udsætte sin nu afdøde kone for, hvad der i anklageskriftet beskrives som 'rå og gentagen vold'.

Det udspillede sig dagligt i to måneder frem til den hårdt kvæstede kvindes død på Rigshospitalet 2. oktober 2018.

Mange års mishandling
Dødsfaldet var efter datterens og anklager Rune Rydiks opfattelse afslutningen på mange års vold fra hendes ægtefælles side. De forulempelser, han er tiltalt for, skal være udført gennem 15 år på adresser København, Pakistan og Midtsjælland.

Flere gange under sin vidneforklaring måtte parrets datter grædende og snøftende bryde af for at sunde sig. Men hun var klar i sin beskrivelse af, hvordan faderen tvang hende og nogle gange også hendes to yngre brødre til at overvære, hvordan han i de sidste måneders af moderens liv gennemtævede hende.

Det skete i et omfang, så kvindens ene øre blev misdannet og revet halvt af, og så hun til sidst var bundet til en kørestol og ude af stand til at gå selv.

Næveslag og slagvåben
Manden brugte i sin datters beskrivelse knytnæveslag, tramp eller redskaber som bagsiden af en økse, baseballbats, en strømpistol og andre slagvåben. 

- Jeg har set mor blive kastet på gulvet og blive trampet på ansigtet og hænderne til hun blødte. Far blev bare ved, fortalte den unge kvinde.

Retten i Roskilde har afsat otte retsdage til drabssagen, og der er indkaldt 20 personer til at afgive vidneforklaring foran nævninge og dommere. Foto: Jonas Olufson
Retten i Roskilde har afsat otte retsdage til drabssagen, og der er indkaldt 20 personer til at afgive vidneforklaring foran nævninge og dommere. Foto: Jonas Olufson

Datteren oplyste, at hendes fars kontrol var så total, og hans vrede så stor, at hendes mor ikke vovede at gøre modstand, og det gjorde hun selv og hendes yngre brødre heller ikke.

- Vi var bange for, at mor ville have nægtet alt, og at far ville vende det mod os, lyder datterens forklaring.

Fjernede konens ejendele
Hendes mor var så underkuet, at hun måtte acceptere, at hendes tøj og andre personlige ejendele, forklarede datteren, blev lagt i affaldssække og kørt væk.

Faderens eneste forklaring over for børnene var, at hans hustru skulle have været ham utro og fortjente afstraffelse.

- Han kaldte hende ofte luder, so og møgsæk, og han sagde, at hun fortjente at få tæsk, at han ville gøre hende til analfabet og sørge for, at hun altid blev hjemme.

- Men hvorfor blev situationen værre i de sidste måneder, spurgte forsvareren Michael Juul Eriksen.

- Det har jeg ingen idé om. Han sagde, at hun havde flirtet med andre. Men det passede jo ikke, forklarede datteren.

Kameraovervågning
Hjemmet var af samme årsag og ifølge anklageskriftet udstyret med kameraovervågning, og datteren bekræftede i retten, at hendes mor havde forbud mod at gå ud alene.

Om den sidste nat i familiens bolig forklarede datteren, at hun så sin mor blive kørt nøgen ind i parrets soveværelse, hvor han tævede hende.

- Jeg så, at han tog fat i hendes strube, rev i den og ruskede hende. Mor mumlede nogle ting i vildelse. Hun svarede ikke på spørgsmål, og jeg fik besked på ikke at snakke med hende

Det var datteren, der ud på morgenen ringede 112, da det ikke var muligt at få kontakt til den svækkede kvinde. Hendes far krævede, at hun fortalte politiet, at hendes mor havde slået sig på en håndvask.

Han pakkede derefter en taske, og forlod familiens bolig.

Frygtede for sin mors liv
Manden blev senere anholdt og varetægtsfængslet i drabssagen.

- Frygtede du på noget tidspunkt for din mors liv, spurgte anklager Rune Rudyk.

- Ja, vi snakkede om, at hvis det fortsatte, ville hun ende med at dø.

Den pakistanske familiefar er ud over drabet på sin kone tiltalt for frihedsberøvelse af hende og for at have udsat parrets fælles børn for vold. Også de tiltalepunkter nægter han sig skyldig i.

Retsmedicinsk Instituts obduktion af den afdøde kvinde har blandt andet vist 48 forskellige tegn på vold - blandt andet underhudsblødninger og ar i ansigtet, har anklageren Rune Rydik forklaret i Retten i Roskilde.

Der er i alt indkaldt 20 vidner og afsat otte retsdage til nævningetingets behandling af drabssagen.

Dommen ventes at falde inden månedens udgang.

Mor forsøgte at bremse voldsforhold

I sin vidneforklaring i retten har ofrets mor før påske forklaret, at hun forsøgte at få sin datter ud af forholdet til den nu drabstiltalte mand. En overgang boede parret hos hende, efter at de havde mødt hinanden i 2001.

Kvinden fandt blandt andet spor af vold på sin datter og blod på parrets seng.

Det endte med, at manden på parrets vegne afbrød kontakten med svigermoderen. De flyttede over til hans familie og fik derefter deres første barn sammen.

De fik senere yderligere to børn. Parrets børn var fire, 15 og 16 år gamle, da deres mor døde i oktober 2018.

Femårig søn: Mor sagde stop og så slog han

En timelang videoafhøring af den drabstiltalte mands nu femårige søn blev tirsdag afspillet under drabssagen i Retten i Roskilde.

Drengen fortalte, at hans far 'slog mor' ved flere lejligheder i familiens hjem på Midtsjælland. Han fortalte desuden, at han også selv var blevet slået på kinden med flad hånd og knyttet næve.

- Nogle gange fik jeg en blodnæse, sagde drengen, som fortalte, at hans mor forsøgte at stoppe sin mand.

- Mor sagde stop, og så begyndte han at slå hende.

Drengen fortalte videre, at hans mor 'så anderledes ud i ansigtet', når hans far havde slået hende. Det var med hans egne ord 'dengang der ikke var nogen i fængsel og alle var levende'.

- Mor havde pletter over det hele, lød drengens forklaring.

Børn kræver million-erstatning

Den drabstiltalte familiefars tre børn kræver et samlet beløb på lidt mere end 1,8 millioner kroner for tab af forsørger og i tort-erstatning, hvis han kendes skyldig i drabet på deres mor i oktober 2018.

Bistandsadvokat Susanne Graffmann krævede tirsdag i Retten i Roskilde 530.644 kroner i erstatning til parrets nu 18-årige datter. Hun nedlagde desuden påstand om erstatninger på henholdsvis 731.574 og 547.624 til de to sønner, der var fire og 15 år, da deres mor døde.