De er efterlyst for drabsforsøg

Politiet beder om offentlighedens hjælp til at finde to mistænkte

Ali Mohamad Hamo (tv.) og Farad Atounou er efterlyst for drabsforsøg. Politifoto
Ali Mohamad Hamo (tv.) og Farad Atounou er efterlyst for drabsforsøg. Politifoto

Lørdag aften 25. april 2020 opstod der håndgemæng på en parkeringsplads ved et boligbyggeri på Thorsvej i Holstebro.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Videoovervågning fra stedet viser ifølge politiet, at slagsmålet hurtigt udviklede sig, og indtil flere af de tilstedeværende trak knive og stak to personer i henholdsvis lår og maveregion. Herefter flygtede fem personer fra stedet - formentlig i et endnu ukendt køretøj.

Torsdag morgen anholdt Midt- og Vestjyllands Politi tre af de personer, der er mistænkt i sagen. De meldte sig selv på politigården i Holstebro, og politiet opfordrer nu kraftigt de to sidste til at gøre det samme.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu navnene på de to efterlyste og billeder af dem i håbet om at få offentlighedens hjælp til at få dem anholdt. Der er tale om:

A:

Navn: Ali Mohamad Hamo, 20 år, cirka 175-180 centimeter, almindeligt bygget, sort hår, mørk hud.

B:

Navn: Farad Atounou, 22 år, cirka 165-175 centimeter, almindelig af bygning, sort hår, mørk hud.