De var ni mod en: Rocker-søn tævet og kniv-stukket

Suzuki-Torbens søn fik tæv med vinkøler, stole og flasker, før han fik en serie knivstik i kroppen

Inventaret på  CPH Cocktakil blev taget i brug som våben, da den 28-årige rockersøn fik bank og derefter blev stukket flere gange med kniv. (Foto: Kenneth Meyer)
Inventaret på CPH Cocktakil blev taget i brug som våben, da den 28-årige rockersøn fik bank og derefter blev stukket flere gange med kniv. (Foto: Kenneth Meyer)

De var ni mand mod en, og både flasker, glas, stole, en vinkøler, en cykel og to knive kom i brug som våben, da sønnen til den kendte tidligere Bandidos-rocker 'Suzuki-Torben' blev mishandlet og forsøgt dræbt ved baren 'CPH Cocktail' i Vester Farimagsgade 4 i København.

Det fremgår af anklageskriftet mod otte unge indvandrere, hvoraf flere har bande-relationer, der nu er tiltalt for overfaldet på Suzuki-Torbens 28-årige søn. Den niende voldsmand har politiet ikke kunnet identificere.

Alle otte er tiltalt for grov vold, mens to af dem også er tiltalt for drabsforsøg.

En 23-årig er tiltalt for under tumulterne at have stukket den 28-årige i venstre side af brystkassen og forsøgt at stikke ham endnu to gange med kniven.

En 29-årig er tiltalt for samtidigt at have stukket Suzuki-Torbens søn flere gange i maven og brystet. Han var umiddelbart efter overfaldet i livsfare.

Formentlig personligt opgør
Det er uklart, hvad der var motivet til overfaldet og drabsforsøget, der begyndte inde på baren og endte ude på gaden, men politiet afviser, at det er bande-relateret, selvom flere af de tiltalte har tilknytning til bandemiljøet.

Der er nærmere tale om et personligt opgør.

De otte nu tiltalte blev anholdt én efter én, efterhånden som politiet blandt andet fik kigget videoovervågningen igennem og identificeret voldsmændene. Kun de to, der er tiltalt for drabsforsøg, sidder stadig varetægtsfængslet.

Det var en vred 'Suzuki' Torben Ohlsen Jensen som Ekstra Bladet talte med efter overfaldet på sønnen: - De har lavet en forbandet fejltagelse, sagde han om gerningsmændene.

Se også: Suzuki-Torben om overfald: - De har lavet en forbandet fejltagelse

- Han blev ikke overfaldet. han blev stukket med kniv. I min ordbog er der stor forskel. Det lykkedes ikke. De havde for tynde arme, sagde Torben Ohlsen Jensen.

Han blev landskendt, da han som Bandidos-rocker mødtes med den socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen på en café i Køge, mens PET overværede mødet, der dengang kostede Henrik Sass Larsen en ministerpost.

Tævet med vinkøler
Overfaldet på rocker-sønnen skete den 24. august sidste år cirka klokken 6.50.

Ifølge tiltalen gik de otte tiltalte i forening løs på den 28-årige sammen med en niende uidentificeret mand. Den ukendte mand slog først rocker-sønnen i hovedet med en vinkøler, og det fik rocker-sønnen til at skubbe voldsmanden omkuld.

Så gik en 23-årig, ifølge tiltalen, løs på rocker-sønnen med knytnæveslag og slog ham i hovedet med en flaske, der knustes. Han forsøgte også at slå den 28-årige i hovedet med en stol.

En 27-årig slog rocker-sønnen to gange med en stol og forsøgte at give ham endnu et slag.

Samtidigt slog en 31-årig ham flere gange med knytnæver og kastede en stol efter ham.

Se også: To unge i grundlovsforhør i knivstikssag med Suzuki-Torbens søn

En 20-årig slog rocker-sønnen mindst tre gange med en stol, mens hans 25-årige bror, ifølge tiltalen, slog ud efter rocker-sønnen mindst 10 gange.

Den 23-årige, der ifølge tiltalen stak rocker-sønnen i brystet med en kniv, deltog også med at kaste et glas efter ham og han smed også glas efter andre gæster på baren, lyder tiltalen.

Endelig deltog en 22-årig i balladen ved at slå rocker-sønnen med en flaske, kaste en stol efter ham og slog, skubbede og rev i ham, da han forsøgte at komme ud fra værtshuset.

Udenfor fortsatte den 22-årige, ifølge tiltalen, med at slå og sparke den 28-årige og kastede en cykel mod ham. Den 22-årige er den eneste af de otte tiltalte, der risikerer at blive udvist ved en dom.

Se også: Suzuki-Torbens søn overfaldet med kniv

Retssagen mod de otte unge starter den 10. august, og dommen ventes den 18. august efter fire retsdage.

1 af 3 En blodig klud var efterladt på gerningsstedet. (Foto: Peder Nederland)
2 af 3 'Suzuki-Torben' Ohlsen Jensen er ude af Bandidos. Motivet til overfaldet på hans søn er formentlig et personligt opgør. (Foto: Sune Fischer)
3 af 3 Inventaret på CPH Cocktakil blev taget i brug som våben, da den 28-årige rockersøn fik bank og derefter blev stukket flere gange med kniv. (Foto: Kenneth Meyer)