Dekoreret flådesoldat afviser knivdrab på fængslet IS-teenager

Edward Gallagher er tiltalt for at dræbe en teenager fra IS og skyde på tilfældige civile irakere sidste år

En dekoreret Navy Seal-soldat nægter sig skyldig i drab på en tilbageholdt teenager fra Islamisk Stat (IS) i Irak sidste år.

Det står klart efter fredagens fremstilling af sagen. Her afleverede anklagere 1700 dokumenter, herunder udskrifter af sms'er sendt af soldaten, Edward Gallagher.

Ifølge anklagemyndigheden viser sms'erne, at 19-årige Gallagher har forsøgt at skræmme flere vidner.

Edward Gallagher var leder af særlige operationer under den amerikanske flådes specialstyrker. Han har været varetægtsfængslet siden sin anholdelse 11. september sidste år.

Han er anklaget for at have stukket en teenager fra Islamisk Stat ihjel med en kniv i Irak sidste år. Teenageren, der menes at være 15 år, var i Gallaghers varetægt, da det påståede drab fandt sted.

Den 19-årige marineveteran er også anklaget for at skyde ubevæbnede irakiske civile. En anklage, han ligeledes afviser.

Sagen skiller sig ud på grund af alvoren i anklagerne mod elitesoldaten, og fordi anklagemyndighedens sag omfatter udsagn fra Gallaghers Navy Seal-kolleger. Det er ellers en ekstremt tæt knyttet enhed selv inden for militære standarder.

Anklagemyndigheden har malet et billede af en højtuddannet soldat, der er kommet på afveje under sin ottende udsendelse. Han begyndte angiveligt at skyde på tilfældige irakiske civile, ligesom han skal have dræbt den unge IS-kriger med en kniv, hvorefter han har poseret med liget på billeder.

Edward Gallaghers advokat, Phil Stackhouse, siger, at hans klient på et falsk grundlag er blevet anklaget af utilfredse Navy Seal-soldater, der ønsker at slippe af med en krævende leder.

Sagen mod Gallagher indledes 19. februar. Bliver han fundet skyldig, risikerer han fængsel på livstid.

Den 19-årige soldat har modtaget Bronze Star to gange. Det er den fjerde højeste amerikanske militærorden. Den gives for heroiske handlinger og indsatser i krigszoner.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere