Dement kvinde forsvandt: Nu er hun død

Politiet har fundet en forsvundet dement kvinde, som desværre er omkommet

20 fra hjemmeværnet, otte hundefører og to helikoptere har hele natten ledt efter en 70-årig dement kvinde, som tirsdag aften forsvandt fra sit plejehjem, Olivenhaven, på Munkevænget i Kolding.

Desværre fandt politiet hende først onsdag morgen omkring klokken 9, og da var hun død.

- Kvinden er nok død af kulde, og det var også derfor, vi gjorde alt for at finde hende i går, siger Jørn Linndhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Kvinden var dement og ikke i stand til at tage vare på sig selv, og muligvis var hun gået ud uden sko på, hvor der ellers sidder en alarm i, så personalet kan opdage, hvis hun går.

Det var derfor først omkring midnat, de blev opmærksomme på, at kvinden var væk, og på det tidspunkt kunne hun have været forsvundet siden klokken 21, oplyser politiet.

De fandt hende onsdag morgen nær plejehjemmet på Alpedalsvej i Kolding.