Demonstranter i karambolage med britisk politi

Flere hundrede mennesker er samlet til to demonstrationer i London

Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i London. Video: Reuters

Slåskampe er lørdag brudt ud mellem demonstranter og politiet i London.

Det skriver CNN.

Tusindvis af demonstranter har i løbet af dagen samlet sig i to lejre i byens gader.

Den ene del er til stede for at deltage i en Black Lives Matter-demonstration, der skal markere amerikaneren George Floyds død.

Den anden del er ifølge flere britiske medier medlemmer af den radikale højrefløj, herunder den politiske organisation 'Britain First', der betegnes som en højreradikal gruppe.

Paul Golding, der er leder af Britain First, fortæller til AP, at de er mødt op for at 'bevogte monumenterne'.

- Jeg er ekstremt træt af den måde myndighederne tillader, at vores monumenter bliver vandaliseret, siger han til AP.

Britiske medier beskriver, at slåskampene er brudt ud mellem højrefløjen og politiet. Flere briter deler lige nu billeder og videoer fra demonstrationerne i London, som viser de voldsomme sammenstød. Du kan se en af videoerne herunder:

Artiklen fortsætter efter Twitter-opslaget ...

Ifølge den britiske tv-station BBC har adskillige fra de højreradikale grupper stillet sig ved en statue af den tidligere premierminister Winston Churchill.

Statuen blev i sidste uge malet over med teksten 'var en racist'. Det fik landets nuværende premierminister, Boris Johnson, til at udtale, at Churchill havde sagt ting, der ville være 'uacceptable' i dag, men at han stadig var en helt.

- Vi kan ikke forsøge at ændre eller censurere fortiden. Vi kan ikke forsøge at lade som om, vi har en anden historie, lød det fra Johnson.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Som følge af de udbredte demonstrationer mod racisme, der er blevet udløst af drabet på George Floyd, er statuer og monumenter mange steder i verden blevet fjernet.

Tidligere på ugen blev en statue af en britisk slavehandler i London fjernet fra sin sokkel. Også bystyret i den sydengelske by Poole har besluttet af fjerne en statue af Robert Baden-Powell, der grundlagde den globale spejderbevægelse.