Den tossede onkel

I SKRIVENDE stund forventes det, at Donald Trump kommer til Danmark 2. september, men helt sikre kan vi ikke være. For Trump er fuldstændig uforudsigelig.

DEN SENESTE uge har han brugt til at genere Danmark og Grønland. Først ville han købe Grønland, som han i bund og grund blot betragter som en stor ejendomshandel.

DA HAN fik at vide fra den danske regering og fra Grønland, at det kunne han godt glemme alt om, var det, at han meddelte, at han kun måske kommer til Danmark.

BASSEMANDEN i Det Hvide Hus var tilsyneladende blevet fornærmet over, at Grønland ikke er til salg. Igen ser vi, at Trump ikke er, som statsmænd er flest. Han er snarere den tossede onkel, som man ikke har lyst til at invitere til familiefesten, fordi det altid går galt.

NU SÆTTER han regeringen og dronningen i forlegenhed. Kommer tossen, eller gør han ikke? Han er faktisk uartig, for nu har dronningen bestilt tid hos frisøren og gjort klar til et nyt attentat på Rosenborg-vinen.

SENEST HAR den amerikanske præsident forsøgt sig med en morsomhed på Twitter. Billedet af Trump Tower i guld og placeret i en grønlandsk bygd forklarer han med, at det ikke er hans intention. Så det er det nok.

MEN HVAD vil han opnå med et eventuelt køb? Han vil såmænd bruge Grønland i stormagtspillet i det arktiske område mod ikke mindst Kina.

NÅR ISEN smelter, åbnes nye søveje, og derfor bliver farvandene omring Grønland af vital betydning. Det har kineserne opdaget, og selv om der er langt fra Kina til det arktiske område, blev Kina optaget som observatør i Arktisk Råd i 2013.

KINAS  præsident, Xi Jinping, har udråbt sit land som en polar stormagt, og søruterne i Arktis som en del af Kinas mål som maritim stormagt.

DANMARK har allerede to gange sat foden ned over for kineserne. Det skete sidste år i forbindelse med lufthavnsprojekterne i Grønland, hvor Danmark bidrog med 700 millioner kroner. Regeringen involverede sig blandt andet i projektet for at holde et kinesisk selskab ude.

TIDLIGERE forhindrede regeringen en kinesisk investor i at købe den gamle flådestation Grønnedal i det sydlige Grønland. Stormagterne har altså for alvor fået øje på den koldeste del af vores rigsfællesskab.

TRUMPS interesse for Grønland har om ikke andet så for alvor fået vækket de danske politikere. Senest har forsvarsminister Trine Bramsen (S) udpeget Arktis som en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark.

DET BETYDER,  at Forsvarets tilstedeværelse i Grønland de kommende år skal styrkes, men Trump kan roligt holde sig væk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere