Denne detalje hjalp med telefup i Telenor

Bedragede kunder får svært ved at bevise, at de aldrig har været i butikker

I 2014 så det således ud på Købmagergade i København, hvor Telenor havde overvågningskameraer i flere hjørner af butikken - her markeret med røde cirkler. I dag er de væk både her og i andre butikker. Foto: Stine Bidstrup
I 2014 så det således ud på Købmagergade i København, hvor Telenor havde overvågningskameraer i flere hjørner af butikken - her markeret med røde cirkler. I dag er de væk både her og i andre butikker. Foto: Stine Bidstrup

SENESTE: Ifølge Telenor har de kameraer, der i 2014 sad i butikken på Købmagergade, aldrig været aktive

Det kan blive mere end svært for de kunder, der i disse dage klager over at være blevet snydt i Telenors mange butikker, at bevise, at de aldrig har besøgt en af forretningerne.

For mens der konstant bruges videoovervågning i butikkerne hos TDC, teleselskabet 3 og Telia, så har Telenor fravalgt og fjernet kameraer.

Bortset fra i en enkelt butik er der således ingen kameraer i den store kæde. Heller ikke i butikken på Købmagergade i hjertet af København.

Da Ekstra Bladet fredag besøgte butikken, var alle kameraer væk, selvom et billede fra 2014 viser, at butikken dengang havde mindst tre overvågningskameraer i lokalet.

Telenor bekræfter, at både her og i resten af forretningerne er der i dag ingen kameraer. Alene en enkelt forretning har 'som en test' fået sat kameraer op.

Se også: Telenor-bylden

Tip os om sagen

Kender du mere til sagen fra Telenor? Eller er du selv telekunde og føler dig snydt?

Fortæl din historie til os.

Du kan sende en mail til tech@eb.dk eller ringe 33472305.

Se også: Kunde politianmelder Telenor

Nemt spil for brodne kar
Ifølge flere ansatte, som Ekstra Bladet de seneste dage har talt med, har de manglende kameraer været med til at give brodne kar i butikkerne ekstra frirum til at fuppe kunderne. Eller som det er blevet afsløret i butikken i Hundige betjene kriminelle, der med falsk id fik udleveret hundredvis af telefoner uden risiko for afsløring på videooptagelser.

I dag kan Telenor ikke bevise, hvad der er sket i de sager, man nu undersøger, og hvor en videooptagelse kan være afgørende for at afgøre om for eksempel en kriminel har været i butikken og misbrugt andres id.

Heller ikke kunder, der betaler kæmperegninger for abonnementer, de intet kender til, kan bevise, at de aldrig har været i butikken på de tidspunkter, som de ansatte hævder.

Se også: Omfattende fupnummer: Kunder narret i teleselskab

Sådan bliver du fuppet

Der bruges mindst fire forskellige metoder til at narre kunderne i Telenor. Det afslører de mange tips, som både kunder og ansatte de seneste dage har delt med Ekstra Bladet.

Lyver: Kunderne får besked om, at de kan købe deres nye mobil eller tablet billigere, hvis de opretter flere ekstra datakort. De kan bare sige dem op en måned senere, så sparer man en masse, lover personalet. Det passer bare ikke, da bindingen er på et halvt år.

Snyder: Der bliver tilføjet flere abonnementer til købet, som kunderne ikke får besked om. De skriver i blinde under på kontrakter, hvor abonnementerne er sneget ind mellem papirerne – og så hænger de på regningen.

Bedrager: Når kunden er gået, bliver der føjet ekstra abonnementer til deres konto. Der er i nogle tilfælde forfalsket underskrifter, fortæller ansatte og kunder.

Forvirrer: Kunderne udsættes systematisk for groft oversalg med produkter og tjenester, de slet ikke har brug for.

Se også: Afsløring: Telesvindel rammer hele landet

Et vigtigt redskab
Hos de andre teleselskaber er videoovervågning ellers en del af den kontrol, man bruger, når der i nogle få sager er behov for at tjekke, om den ansatte eller kunden taler sandt.

- Selvfølgelig kan videoovervågning ikke stå alene eller forhindre al svindel.

- Men det er en del af redskabskassen til at lave en effektiv kontrol, fortæller privatkundechef David Elsass fra 3 til Ekstra Bladet, og samme melding kommer fra både TDC og Telia.

- Optagelserne kan i meget sjældne tilfælde blive brugt i en personalesag, og kun hvis der er mistanke om brud på vores interne regler, forklarer pressechef Peter Glüsing fra TDC.

- Det er også for at kunne afdække, hvad der sker i butikkerne, hvis der sker noget svindel, siger Telias pressechef, Mads Houe, om brugen af kameraer.

Se også: Telenor efter svindel: Organiseret kriminalitet

Telenor: Nu kommer kameraer op

Ledelsen i Telenor vil ikke lade sig interviewe af Ekstra Bladet, men afviser i en skriftlig kommentar, at selskabet bevidst har fravalgt videoovervågning.

Men i lyset af den aktuelle sag arbejdes der nu på at sætte overvågning op i 'udsatte butikker'.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere