Fyren på billedet her er en myreflittig Dankort tyv i Aarhus og omegn. Siden efteråret har han og en eller flere makkere lystigt stjålet Dankort og andre kreditkort fra intetanende østjyder og tappet dem for mere end 100.000 kroner.
Men det skal være slut nu, mener Østjyllands Politi, som af samme grund har offentliggjort dette foto af den formentlig østeuropæiske mand.
Fyren i den blå skjorte anses for at være hovedmanden. I perioden fra oktober til december sidste år har han stjålet i alt 16 Dankort på diverse cafeer, restauranter og værtshuse i det aarhusianske natteliv.
- Han eller en ukendt medgerningsmand har afluret pinkoder, hvorefter kortene er misbrugt til 44 transaktioner eller forsøg herpå. I alt er der hævet penge for over 100.000 kroner, oplyser politiet.
Gerningsmanden beskrives som udlænding, antagelig østeuropæer. 25-35 år gammel og 170-180 cm høj. Han er almindelig til slank af bygning. Han har kort mørkt hår med sideskilning.
Under tyverierne har han primært været iført en blå skjorte mage til den på billedet, en sort eller beige vest/trøje samt mørkegrå bukser og brune sko.
Østjyllands Politi beder om oplysninger om manden på politiets hovednummer 114.