Derfor blev Hovedbanegården evakueret: Terror-mistænkt flygtet

46-årig syrer byttede identitet med 27-årig besøgende og gik ud af Vestre Fængsel. Kriminalforsorgen beklager

Her ses Hovedbanen totalt afspærret og politiets søgen efter den sigtede (Video: Kenneth Meyer)

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Det var en 46-årig syrer, der er mistænkt i en omfattende terror-sag i Italien, der i aftes flygtede fra Vestre Fængsel, og som var årsag til at Københavns Hovedbanegård blev evakueret og afspærret under eftersøgningen af ham.

Den 46-årige har siddet varetægtsfængslet i København siden januar, og Københavns Byret afgjorde den 26. juli, at han skal udleveres til Italien og retsforfølges i et terror-kompleks, der handler om finansiering af terror.

Terror-netværket, som den 46-årige angiveligt er medlem af, har blandt andet sendt 15 millioner kr. til terror-organisationen Al Nusra, der har tætte forbindelser til al-Qaeda.

Sigtet for hjælp til flugt
Den 46-årige havde besøg i fængslet af en 27-årig mand inden flugten og de byttede identitet, så den 46-årige kunne gå ud af fængslet.

- Episoden blev opdaget kort tid efter, men det var på det tidspunkt lykkedes den varetægtsfængslede at forlade besøgsafdelingen, oplyser Kriminalforsorgen.

- Det er selvfølgelig noget, der ikke må ske, og det er naturligvis dybt beklageligt. Derfor har vi også øjeblikkeligt sat en intern undersøgelse i gang, der skal klarlægge, hvilke procedurer der har svigtet, og hvordan vi undgår lignende episoder i fremtiden, siger områdedirektør Anne Erlandsen fra Kriminalforsorgen Hovedstaden.

Den 27-årige blev anholdt, men er løsladt igen. Politiet planlagde at fremstille ham i dommervagten i dag, men har aflyst retsmødet.

- Vi mener ikke, at betingelserne for en varetægtsfængsling er til stede, så han er løsladt, men sigtet efter straffelovens § 124 om hjælp til undvigelse, siger vicepolitiinspektør Brian Belling, Københavns politi til Ekstra Bladet.

Han ønsker ikke at kommentere omstændighederne ved selve fangeflugten, men henviser til Kriminalforsorgen.

Politiet står lige nu uden spor af den 46-årige syrer, der har været bosat i Sverige. Han nægter sig skyldig i de italienske anklager.

Søgte mod Hovedbanen
Straks efter flugten afspærrede og evakuerede politiet Hovedbanegården, hvilket medførte store gener i togtrafikken. Politiet bekræftede kun i aftes, at der var tale om en flygtet fange, som man ledte efter.

- Da vi får meldingen, kan vi konstatere, at det er en person, som er fængslet i en alvorlig sag. Så derfor starter vi højt, siger ledende politiinspektør Peter Dahl til Ekstra Bladet.

- Der er nogen ting i efterforskningen, der peger på, at han vil søge mod Hovedbanegården. Status er, at vi ikke har fundet ham. Vi ser det som en almindelig fangeflugt, siger politiinspektøren, som ikke vurderer, at den 46-årige er farlig for almindelige mennesker.

Den 46-årige flugtfange har i månedsvis kæmpet mod en udlevering til Italien, der udstedte en international arrestordre på ham - som han blev anholdt på i København.

Tjente millioner på flygtninge
I maj oplyste italiensk politi ved en pressekonference, at den 46-årige anses som bagmand i et terror-netværk, der har tjent millioner af kroner på at smugle flygtninge til Europa. Fortjenesten er, mener italiensk politi, gået til at finansiere terror-netværk som Al Nusra.

Den 46-årige har tidligere boet på Sardinien. Han kom i italiensk politis søgelys, da hans bror blev standset i en bil på vej til Norge med 700.000 kr. Pengene stammede angiveligt fra den 46-åriges uofficielle bankvirksomhed, Hawaladar, hvor man kan overføre penge anonymt.

Den 46-årige var oprindeligt sigtet i Italien for ulovlig bankvirksomhed, men ifølge Jyllands Posten har Italien nu skærpet sigtelserne mod ham til indsamling af penge til finansiering af terror-virksomhed. Han risikerer op til 15 års fængsel i Italien.

Ifølge kendelsen fra Københavns Byret, der forleden bestemte at den 46-årige skal sendes til Italien, var han indstillet på frivilligt at rejse til Italien, hvis han blev løsladt, citerer Jyllands Posten byrettens kendelse. Ifølge kendelsen nægter den 46-årige at have finansieret terror, men han arbejder med at sende penge til sin familie.

Københavns politi har endnu ikke besluttet sig for offentligt at efterlyse den 46-årige. Politiet vil først forsøge andre muligheder, før man eventuelt skrider til en offentlig efterlysning.

Den 18. maj oplyste italiensk politi på en pressekonference, at man havde sporet hvidvask af to millioner euro, der var sendt til Nusra Fronten, og der var udstedt 14 arrestordrer.

- Pengene er hovedsageligt kommet fra menneskesmugling, sagde Italiens kontra-terror dommer Federico Cafiero de Raho.

- Gruppen smuglede mod betaling migranter gennem Balkan til Italien og andre europæiske lande, sagde han.

Pengene tjent på menneskesmugling gik til indkøb af våben og biler til Islamisk Stat og Nusra Fronten i Syrien, oplyste politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen