Derfor er LTF ekstra voldelige

Konflikter i rocker- og bandemiljøet medførte 87 skyderier sidste år - særligt en bande fremhæves som særligt voldelige

Tidligere i år blev LTF-banden gjort forbudt. Særligt denne bande er fremhævet i ny banderapport. Foto: Jakob Jørgensen
Tidligere i år blev LTF-banden gjort forbudt. Særligt denne bande er fremhævet i ny banderapport. Foto: Jakob Jørgensen

Fra under 20 skudepisoder i 2015 til 87 i fjor. Så grel har stigningen været i forhold til rocker- og banderelaterede skyderier på bare to år.

Det står at læse i Rigspolitiets rapport ’Rockere og bander 2017’, hvor politiet køligt gennemgår kriminaliteten, som de organiserede kriminelle i bandemiljøet stod for det omtalte år.

Opgør i det omtalte miljø medførte at fire personer mistede livet, mens 65 blev såret, lyder det i rapporten, der er fremsendt til Folketingets Retsudvalg.

Krimi Tiltalt for LTF-afstraffelse: Hans sko var gennemvædet af blod

Billedet, der fremmales i rapporten, er broget. Selv om konflikten mellem gadebanderne LTF og Brothas, der løb sidste efterår, og som medførte en længere række skyderier på Nørrebro, så har figurer med tilknytning til andre grupperinger også gjort sig negativt bemærkede, fremgår det af rapporten.

Også konflikten mellem rockerklubberne Satudarah og Bandidos, der kørte sidst i 2017 er nævnt, og det samme gælder konflikter mellem forskellige bandegrupperinger rundt om i landet.

Eksempelvis Odense, Fredericia, Århus og Esbjerg.

I forhold til konflikten i Esbjerg lyder det, at konflikten der har kørt siden oktober 2017, hvor der har været voldelige sammenstød. og skyderier mellem medlemmer af to grupperinger, der i rapporten omtales som henholdsvis ST-gruppen og KV-gruppen.

'Grupperingerne er fortsat meget aktive og voldsparate, hvor tilfældige møder med modparten udnyttes til konfrontationer,' lyder det i rapporten.

Særligt en bande fremhæves
Specielt en gruppering er fremhævet i rapporten - banden Loyal To Familia (LTF), der for kort tid siden blev gjort ulovlig.

Om denne bande lyder det i rapporten ’særligt bandegrupperingen Loyal To Familia udviste stor voldsparathed og var meget aktiv i forhold til at ekspandere og manifestere sig. LTF har i 2017 udvidet deres territorium i Storkøbenhavn og har etableret sig i flere nord- og midtsjællandsle byer og Århus.

LTF’s profilering og ekspansion resulterede i uoverensstemmelser og deciderede konflikter med flere konkurrerende bandegrupperinger i 2017, herunder Brabrand-gruppen fra Aarhus, der blev etableret som reaktion på LTS’ etablering i byen, og på den Københavnske bandegruppering Brothas.

LTF og Brothas indgik angiveligt en aftale om våbenhvile i november 2017, men Rigspolitiet vurderer fortsat, at der i begge grupperinger er personer, der fortsat har forskellige hævnmotiver, der blandt andet bunder i tidligere drab og drabsforsøg’, lyder det i rapporten.

Endvidere beskriver banderapporten at der i fjor var intern uro og splittelse i den odenseanske indvandrerbande, Black Army, der var medvirkende til, at samme bande i oktober 2017 gik i opløsning.

At banden forsvandt betød dog ikke, at Odense dermed var ren og rolig igen. Tvært imod lyder det endvidere i rapporten, at situationen har været ustabil, hvilket er kommet til udtryk i form af en magtkamp mellem lokale kriminelle familieklaner om dominansen i Odense og særligt boligområdet Vollsmose.

Overblik: Så mange er der

Rapporten giver også et overblik over antallet af rockere og bandemedlemmer.

Her fremgår det, at politiet den 1. januar havde registreret 1314 personer med tilknytning en rocker- eller bandegruppering. Personer fra denne gruppe blev i 2017 sigtet for 4240 gange for overtrædelser af såkaldt relevant lovgivning.

De pågældende personer fik samme år samlet 349 års fængsel, lyder det i banderapporten.

I forhold til hvervning, så fremgår det, at man den blandt andet sker i fængslerne, hvor fanger har afsonet sammen med bandemedlemmer.

En anden yndet form har været at holde grillfester, der skulle tiltrække håbefulde aspiranter.

Politiet peger desuden på, at nogle bander - her sættes ikke navn på - har fokus på ungdomsklubber, når der skal skaffes nye medlemmer.

Når banderne vokser, så kommer konflikterne. For en større bande vil ofte gøre krav på et større territorium, hvor den kan udøve sine lyssky affærer. Men det kræver, at man bevæger sig ind på andre banders område, og så går det galt.

Ud over at efterforske bandekriminalitet forsøger politiet også at forebygge. I den forbindelse har man ansat 25 medarbejdere fordelt på seks politikredse: København, Vestegnen, Midt- og Vestsjælland, Østjylland, Fyn og Nordsjælland.