Derfor kan Don Ø beholde milliongevinst trods fængselsdom

Parken-topfolk er kendt skyldige i kursmanipulation, men slipper for at aflevere milliongevinster tilbage

Selvom den tidligere bestyrelsesformand for Parken, Flemming Østergaard, tirsdag blev kendt skyldig i kursmanipulation og idømt fire måneders fængsel, så kan han beholde en stor milliongevinst for aktieoptioner i Parken.

Anklagemyndigheden havde på forhånd krævet, at Flemming Østergaard skulle aflevere 15,5 millioner kroner tilbage, men byretten frifandt Flemming Østergaard for den såkaldte konfiskationspåstand.

Det gjorde den fordi, Don Ø ikke havde udnyttet sin aktieoption inden perioden 13. august 2008 til 24. oktober 2008, som var det tidspunkt, hvor retten mente, at han var skyldig i kursmanipulation. 

Se også: Don Ø idømt fængsel: Her er hans første kommentar

Flemming Østergaards advokat, Sysette Vinding Kruse, ankede dommen på stedet. (Foto: Lasse Brøndal) 112 - 8. sep. 2015 - kl. 17:56 Don Ø's advokat: - Næsten frifundet

'Da Flemming Østergaard udnyttede sin aktieoption forud for tiltaleperioden i forhold 2, er det ikke bevist, at Flemming Østergaard handlede for at opnå en økonomisk fortjeneste', står der i dommen.

Her er dommen

De to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup er kendt skyldige i kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. Se dommen her:

* Retten frifandt samtlige de tiltalte for tiltalen vedrørende perioden 12. november 2007 til 1. august 2008.

* For perioden 13. august 2008 til 24. oktober 2008 var der rejst tiltale for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og medvirken hertil med videre i forbindelse med 49 enkeltstående købsordrer afgivet på fondsbørsen.

* Retten fandt Parken Sport & Entertainment A/S og den tidligere direktør, Jørgen Glistrup, skyldig i kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder vedrørende 32 af disse købsordrer.

* Retten fandt det således bevist, at disse købsordrer - der var egnede til at påvirke kursen i en retning, der afveg fra værdien i markedet - var udtryk for urigtige eller vildledende signaler om efterspørgslen efter eller kursen på Parken-aktien, og sikrede, at kursen på Parken-aktien lå på et unormalt eller kunstigt niveau.

* Den tidligere bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, blev fundet skyldig i kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder for så vidt angik 15 ud af de 32 købsordrer.

Kilder: Københavns Byret

Anklagemyndigheden havde på samme måde krævet, at den tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup skulle aflevere 2,2 millioner kroner tilbage fra aktieoptioner i Parken.

112 - 8. sep. 2015 - kl. 16:04 Don Ø skal i fængsel

Han slipper dog med at skulle betale 20.000 kroner, 'idet retten skønner, at tiltalte på grundlag af de kursmanipulerende handlinger, der ligger forud for den 3. september 2008 i hvert fald har haft en fortjeneste i denne størrelsesorden.'

Han blev dog frikendt for de aktiehandler, som var foregået inden da, hvorfor beløbet kun blev 20.000 kroner.

Retssagen blev anket på stedet af de to tidligere FCK-bossers advokater og vil nu blive behandlet i Landsretten.

Sagen vil fortsætte i årevis

Derfor kan sagen, som startede helt tilbage i 2011, hvor Glistrup og Østergaard blev sigtet, fortsætte nok engang.

- Der kan nemt gå et års tid, før sagen vil være i Landsretten, og det vil jeg tro er et optimistisk bud. Det skal fortsætte helt forfra, men i et vist omfang kan man genbruge nogle vidner. Det vil også sige, at retten skal have masser af tid, siger Lars Bo Langsted, der er juraprofessor hos Aalborg Universitet.

Det betyder også, at Glistrups stjerneadvokat Karoly Nemeth ikke vil fortsætte som hans forsvarer.

- Nu skal sagen i Landsretten, og jeg har sagt til Jørgen, at uanset udfaldet så vil jeg finde ham en anden forsvarer, for jeg er immervæk en ældre herre, og han skal ikke kæmpe med mig, hvis jeg bliver 80 år. Og sagen vil nok tage et par år, tror jeg er realistisk, siger han.