Det' lort: Lukker populær badesø

Hvidsø er blevet lukket af Ringsted Kommune på grund af fund af colibakterier

Der er badning forbudt i Hvidsø tirsdag. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Der er badning forbudt i Hvidsø tirsdag. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix

Det varme sommervejr fortsætter denne uge i Danmark.

Men badegæster, der havde planer om en udflugt til den populære badesø Hvidsø nordøst for Ringsted, må vente med en kold dukkert.

Der er nemlig badning forbudt, efter at Ringsted Kommune har målt for store mængder colibakterier i vandet.

Det skriver kommunen mandag i en pressemeddelelse.

'Vand med mindre end 100 colibakterier pr. 100 ml anses for velegnet til badning, mens vand med mere end 1000 anses for uegnet. Der er målt 9800 pr.100 ml. Med så højt et tal, anbefaler Styrelsen for patientsikkerhed at forbyde badning i søen indtil videre', lyder det fra kommunen.

Man skal derfor undlade at bade i søen. Børn og dyr bedes også holde sig fra at lege i området ved søen eller at drikke af vandet.

Man er nu i gang med at tage flere prøver af badevandet. Først når indhold af colibakterier er tilbage på et acceptabelt niveau, vil man åbne Hvidsø igen.

'Ringsted Kommune har iværksat nye prøvetagninger og forventer at modtage resultatet onsdag og vil informere om det, når vandet igen er til at bade i, desuden vil 'Badning forbudt'- skiltet ved badesøen blive taget ned', skriver kommunen.

Det er endnu ukendt, hvorfor der er fundet for høje mængder colibakterier i vandet, lyder det afslutningsvist.