Det ved politiet nu om død person i grøft

Fundet af en død person i en grøft i weekenden har efter al sandsynlighed vist sig at være en kvinde, som forsvandt tilbage i januar

En politibil ved stedet, hvor der lørdag blev fundet et skelet. Foto: Per Øxenholt
En politibil ved stedet, hvor der lørdag blev fundet et skelet. Foto: Per Øxenholt

Politiet afspærrede et område, og kriminalteknikere blev tilkaldt, da forbipasserende i den forløbne weekend fandt et delvist skeletteret lig i en grøft på Virup Skovvej i Hjortshøj ved Aarhus. Politiet mente, at liget havde ligget på stedet i længere tid.

Nu har politiet konkluderet efter obduktionen mandag, at der ikke er tale om en forbrydelse, og politiet er 'ret sikre på', at den afdøde er en 58-årig kvinde, som forsvandt i begyndelsen af året.

- Der blev fundet forskellige effekter ved den afdøde, som gør, at vi er ret sikre på, at der er tale om den 58-årige kvinde. Men nu skal vi have analyseret et tandsæt og nogle prøver, før vi kan slå identiteten fast med sikkerhed. Der er ingen tegn på, at hun har været udsat for en forbrydelse, og når vi har fået en endelig identitet, vil politiets arbejde sandsynligvis være afsluttet i sagen,  siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi. 

Den 58-årige kvinde har været forsvundet siden 8. januar i år og er af flere gange blevet efterlyst i offentligheden. De pårørende er underrettet, oplyser politiet i en pressemeddelelse. 

Politiet vil ikke oplyse nærmere om fundet. Foto: Øxenholt Foto 112 - 7. mar. 2020 - kl. 17:44 Politi undersøger fund af skelet