Det ved politiet om morderens flugt

Nedim Yasar blev skudt gennem sideruden i en bil - politiet har fulgt drabsmandens spor til en af de nærliggende gader, men appellerer til vidner, der kan have set mere til hans flugt

Ekstra Bladets kriminalreporter Dan Bjerregaard kendte den nu afdøde Nedim Yasar godt. De to lavede blandt andet radio sammen. Hør Dan Bjerregaard fortælle om Nedim Yasar her, og få seneste nyt i sagen. Producer: Martin Lorentsen

Københavns Politi efterforsker på højtryk drabet på den 31-årige Nedim Yasar, der blev skudt på Hejrevej nær nummer 30 i København Nordvest mandag aften kort efter klokken 19.30.

Politiet kan i dag fortælle lidt nyt om gerningsmandens flugtrute og appellerer i den forbindelse til vidner om at melde sig.

Det er politiets vurdering, at Nedim Yasar blev skudt to gange med et håndholdt skydevåben, altså ikke et automatvåben, gennem sideruden på den grå Citroën, han kort forinden havde sat sig ind i efter en bogreception, oplyser politiinspektør Torben Svarrer.

Da han blev skudt, var han alene i bilen, mener politiet.

Ekstra Bladet erfarer, at Nedim Yasar blev skudt i hovedet, men de oplysninger vil politiet ikke kommentere.

Under alle omstændigheder satte Nedim Yasars bil i gang i forbindelse med skuddene, og vognen drejede over i den modsatte side af vejen og påkørte nogle parkerede biler. Her holdt offerets bil fortsat med motoren kørende, da politiet kom frem.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nedim Yasar sad i bilen og blev skudt i gennem sideruden. Foto: Kenneth Meyer
Nedim Yasar sad i bilen og blev skudt i gennem sideruden. Foto: Kenneth Meyer

Om drabsmandens flugt siger Torben Svarrer: 

- På baggrund af vidneudsagn mener vi, at gerningsmanden var klædt i mørkt tøj, og at han forsvandt til fods ned ad Glentevej og fortsatte ned ad Vibevej, siger Torben Svarrer.

Ekstra Bladets grafik:

 

Her stopper sporet foreløbigt efter drabsmanden, og politiet beder alle i området om at tænke efter, om de kan have set gerningsmanden, da han flygtede mandag aften klokken cirka 19.30.

Politiet er selv i færd med at indsamle alle former for videoovervågning i området, men beder også folk om at henvende sig, hvis de eventuelt har filmet i gademiljøet eller har private optagelser, der kunne hjælpe i efterforskningen fra området omkring gaderne Hejrevej, Glentevej og Vibevej.

Hvordan kom han videre
Politiet ved ikke, hvordan drabsmanden er kommet videre fra Vibevej, og om der har holdt et køretøj i området, som han har sat sig ind i.

Det er ikke et ukendt fænomen, at kriminelle brænder biler af, som de har benyttet efter alvorlige forbrydelser, og i dette tilfælde har Københavns Politi også interesseret sig for to brændte biler, der er fundet to forskellige steder på den københavnske Vestegn mandag aften, bekræfter politiinspektøren.

- Bilerne er til undersøgelse, men det er alt for tidligt at sige, om de er relevante for denne sag, siger han.

Nedim Yasar var til bogreception for sin bog ’Rødder’ om sit liv som bandeleder, da han efter receptionen kom ud og blev skudt.

Politiet tør endnu ikke sige, om drabsmanden har stået og ventet på, at hans offer skulle komme ud fra receptionen.

- Men vi vil meget gerne høre fra alle, der kan have bemærket noget i området – også forud for at skuddene blev affyret, siger Torben Svarrer. 

Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.