DF: Danmark må øge pres på Tyrkiet i Hedegaard-sag

Peter Skaarup køber ikke justitsministers forklaringer om hensyn til politiets efterforskning

Godt to år efter drabsforsøget på Lars Hedegaard er den 27-årige sigtede gerningsmand på fri fod, skønt han sidste år blev anholdt af tyrkisk politi med et falsk pas. Peter Skaarup (DF) mener, at Danmark bør skærpe kursen over for Tyrkiet for at få dem til at bidrage i sagen. (Foto: Joachim Adrian/Polfoto)
Godt to år efter drabsforsøget på Lars Hedegaard er den 27-årige sigtede gerningsmand på fri fod, skønt han sidste år blev anholdt af tyrkisk politi med et falsk pas. Peter Skaarup (DF) mener, at Danmark bør skærpe kursen over for Tyrkiet for at få dem til at bidrage i sagen. (Foto: Joachim Adrian/Polfoto)

Selv om den sigtede gerningsmand bag drabsforsøget på Trykkefrihedsselskabets tidligere formand Lars Hedegaard begået 5. februar 2013 fortsat er på fri fod, er en efterlysning fra dansk politi næppe nært forestående.

Det fremgår af justitsminister Mette Frederiksens (S) svar på retsordfører Peter Skaarups (DF) spørgsmål om, hvorfor man fra dansk hold tøver med at offentliggøre navn og foto på den sigtede 27-årige, der menes at være gerningsmanden bag attentatet.

Ifølge ministeren er forklaringen hensynet til politiets efterforskning, men den køber Skaarup ikke ubetinget.

– En efterlysning burde vel kunne øge mulighederne for at få henvendelser. Der må være tale om en diplomatisk manøvre, siger retsordføreren.

Se også: Lars Hedegaard forventer flere terroranslag

På listefødder
Den sigtede 27 årige, der er dansk statsborger med mellemøstlig baggrund, blev sidste år løsladt i Tyrkiet, hvor han sad varetægtsfængslet, efter 25. april at være blevet anholdt med et falsk pas. Han blev siden løsladt, hvilket bragte Danmark og Tyrkiet i en diplomatisk kattepine.

– Man er på listefødder over for Tyrkiet, men der sker ikke noget. Det må være på tide, at man dropper det diplomatiske sniksnak og går til biddet, siger Skaarup, der vil afkræve regeringen uddybende svar.

– Er baggrunden diplomatisk eller hensynet til politiets efterforskning? spørger Skaarup, der ikke er afvisende over for at bringe Tyrkiets eventuelt kommende medlemskab af EU i spil, såfremt landet ikke aktivt bidrager til en pågribelse af den sigtede.

Se også: Tyrkiets ambassadør stod igen skoleret i Hedegaardsag

Fra politiets side er man ikke afvisende for på et tidspunkt at efterlyse den sigtede. I Mette Frederiksens svar til Skaarup dateret 23. februar hedder det blandt andet, at:

’Politikredsen naturligvis løbende afvejer de forskellige efterforskningsmæssige hensyn over for hinanden, herunder også i forholdet til spørgsmålet om en eventuel fotofremlysning af den sigtede nationalt og/eller internationalt.’

Se også: Regeringen presses i Hedegaard-sag

Risikerer anholdelse
Skaarups spørgsmål blev rejst 1. december 2014, efter Ekstra Bladethavde anmodet om at få ophævet navneforbuddet på den sigtede. By- og og landsret valgte dog at opretholde navneforbuddet med den begrundelse at omtale ville kunne krænke den sigtede unødigt.

Skønt den sigtede endnu ikke er efterlyst i offentligheden, risikerer han at blive anholdt, uanset hvor i verden han befinder sig. Af justitsministerens svar til Folketingets Retsudvalg fremgår det, at politiet ud over at efterlyse personer i den såkaldt ’åbne’ del af Interpol kan vælge at gøre det i den ’lukkede’ del af politisamarbejdet.

Sidstnævnte foregår via en ’Red Notice’, der udelukkende er tilgængelig for andre politimyndigheder i Interpol-regi.

Se også: Justitsministeren klapper i om formodet Hedegaard-attentatmand

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere