Direktør død i mountainbike-ulykke

Jens Henneberg, der er direktør i Bonnier Publications, er afgået ved døden

Jens Henneberg afgik ved døden i en alder af 60 år. Pr-foto
Jens Henneberg afgik ved døden i en alder af 60 år. Pr-foto

Jens Henneberg er afgået ved døden som følge af en tragisk ulykke.

Den 60-årige mand, der arbejdede som viceadministrerende og publicistisk direktør, døde efter et styrt på mountainbike lørdag.

Det oplyser Bonnier Publications i en pressemeddelelse.

Lørdag styrtede Jens Henneberg under en tur på mountainbike i Silkeborg-området. Selv om redningsmandskabet fik bragt Henneberg til Skejby Sygehus, var skaderne på nakkehvirvlerne for omfattende.

Jens Henneberg blev 60 år.

Stor nysgerrighed
Jesper Buchvald, administrerende direktør i Bonnier Publications, udtaler, at 'Jens var et usædvanligt menneske'.

- Hans store nysgerrighed og appetit på at opdage verden gjorde ham til et meget vidende menneske, som altid var spændende at være i selskab med. Alle, som har arbejdet med Jens, ved, at hans passion og engagement rakte over ufatteligt mange interesseområder og altid med et godt blik for den menneskelige faktor.

- Vi har mistet en afholdt og en ekstraordinært talentfuld kollega i Bonnier Publications. Men det største tab er for hans familie, og det er hans kone og tre voksne døtre, som er i vores tanker i denne stund, siger Jesper Buchvald i pressemeddelelsen.

På nuværende tidspunkt er fokus på familien.

- Hvad der sker fremad, vil ske i aftale med familien. Det er dem, det er hårdest for. De har ikke taget stilling til, hvordan afskeden med Jens skal være. Lige nu sørger vi for som medarbejdere at tale om, selvom det kan være svært at sætte ord på, siger direktøren, som fortæller, at familien har bedt om at få ro i den svære tid, siger Jesper Buchvald til Ekstra Bladet.

Kæmpe koncern
Bonnier er en svensk medievirksomhed, som udgiver et væld af forskellige magasiner i både Danmark, Sverige og Norge. Af danske udgivelser kan nævnes Illustreret Videnskab, Bo Bedre og National Geographic.

Jens Henneberg har siddet i den absolutte ledelse hos mediegiganten, hvor han også havde som område at stå for kontakt med pressen.

Administrerende direktør Jesper Buchvald oplyser desuden, at den næste tid vil gå med at forlige sig med tabet af den vellidte viceadministrerende direktør.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere