Direktør fængslet i stor svindelsag

En direktør i en nordjysk virksomhed er onsdag blevet fængslet i en større sag om momssvindel

En 69-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have svindlet med moms for over 30 millioner kroner. Det skriver TV2 Nord og Nordjyske.

Manden er direktør i en mindre virksomhed, der ligger i Haverslev-området.

Det var en anmeldelse fra Skat, der fik politiet til at rykke ud. Tirsdag ankom både betjente og ansatte fra Skat til virksomheden i en planlagt aktion.

Stedet blev ransaget, og her blev der beslaglagt flere relevante ting, oplyser politikommissær Troels Kjærgaard fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Troels Kjærgaard ønsker dog ikke at komme nærmere ind på, hvad politiet fandt.

Det var i forbindelse med aktionen, at direktøren blev anholdt. Onsdag blev han så fremstillet i grundlovsforhør.

Sigtelsen lyder på momsunddragelse for omkring 31 millioner kroner, skriver de lokale medier.

Den 69-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger og har ikke kæret fængslingen. Han nægter sig dog skyldig, skriver Nordjyske.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, men ifølge anklageren ønskede den sigtede ikke at udtale sig om sagen.

Ifølge sigtelsen har direktøren de seneste to år snydt med momsen i virksomheden, så han uberettiget har fået udbetalt de mange millioner kroner af Skat, oplyser anklager Mette Vestergaard til Nordjyske.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

- Nu skal vi have ro til at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, siger politikommissær Troels Kjærgaard til TV2 Nord.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere