DMI advarer om kraftig vind

Vinden er aftaget over natten, men man skal alligevel være opmærksom, hvis man bevæger sig udenfor, lyder det fra DMI

Få hele vejrudsigten for ugen her.

Fredag morgen vågner de fleste danskere op til et kraftigt blæsevejr.

Derfor skal især trafikanter holde ekstra godt fat i rattet, hvis de krydser en af de tre store broer, der binder Jylland, Fyn, Sjælland og Sverige sammen.

Desuden skal man udvise en smule forsigtighed, hvis man bevæger sig ud i de tidlige morgentimer.

Sådan lyder det fra vagthavende ved DMI Frank Nielsen til Ekstra Bladet.

- Det blæser i grove træk over hele landet. Det kraftigste har passeret henover natten. Det blæser kraftigst i den sydlige del af Sjælland og på Bornholm, og det er en morgen, hvor man skal være påpasselig, siger han og fortsætter:

- Vi har vindstød af hård kuling. Det har været stormende og broerne ligger over vandet, så derfor skal trafikanter være opmærksomme.

Også hos Vejdirektoratet advares især vindfølsomme køretøjer mod at tage turen over Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen og Øresundbroen.

I løbet af dagen vil vinden aftage. Til gengæld vil fredagen byde på en del nedbør, lyder det fra Frank Nielsen.

Det bliver en dag med småregn, og i løbet af eftermiddagen tager regnen til, mens vi får nogenlunde høje temperaturer på op mod otte grader.

DMI vil dog ikke sige noget om chancerne for en hvid jul.

- Det er for tidligt, konkluderer Frank Nielsen afslutningsvist.

Kold weekend
Lørdag falder temperaturerne, men samtidig titter solen frem.

- Det bliver nok weekendens pæneste dag, men ikke særlig prangende. Det klarer op, og det betyder kig til solen. Især det nordlige Jylland kan få pænt med sol, siger Frank Nielsen.

- Vinden vil fortsat være jævn til hård, men det aftager efterhånden. Så lørdag kan være en god dag at bevæge sig udenfor.

Søndag kommer et nyt lavtryk ind fra vest. Dagen begynder med regn mange steder. Senere klarer det op - dog fortsat med byger, og det bliver omkring otte grader varmt.