DMI med nye advarsler: Flere skybrud og torden på vej

Sjælland og hovedstads-området ramt af kraftig regn - politi advarer mod vand på vejbaner og væltede træer

Så vild var stormen i nat over København

Aftenens voldsomme uvejr med kraftige torden-byger, voldsomme vindstød og skybrud er langt fra overstået fredag morgen.

DMI har tidligt fredag morgen udsendt nye advarsler om, at Sydfyn, Als Lolland-Falster, hovedstads-området og hele Sjælland risikerer lokale skybrud med mere end 15 mm regn på en halv time.

DMI forventer op til 35 mm regn på seks timer.

- Foruden skybrud kan der også forekomme kraftig torden. Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed, lyder det fra DMI.

Foto: Kenneth Meyer

Væltede træer
Fyns Politi advarer fredag morgen også om, at der fortsat kan ligge en del vand og også væltede træer på vejene på Langeland og Sydfyn efter et kraftigt regnvejr torsdag aften.

- Værst gik det ud over Langeland, Tåsinge og Svendborg, hvor kloakdæksler røg af på grund af de store mængder vand, der faldt på kort tid, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Læserfoto fra Rudkøbing. Tak til Kasper.
Læserfoto fra Rudkøbing. Tak til Kasper.
 

- Politiet advarer i den forbindelse om, at der fredag morgen fortsat kan ligge vand på vejene, og at man derfor skal være meget forsigtig med at gå og køre på vejene, fordi det kan være svært at se, at der er et dybt hul, hvor der plejer at være et dæksel.

Ramt af træ
Én person kom torsdag til skade i et færdselsuheld, da hans bil blev ramt af et træ, der væltede. Han er ikke alvorligt kvæstet.

Generelt er Ærø, Svendborg og særligt Langeland ramt af voldsomt vejr.

Beredskabsstyrelsen er natten til fredag til stede i områderne med pumper, motorsave og andet udstyr for at hjælpe med at rydde op.

Politiet har også en anden opfordring til fynboerne og langelænderne.

- Da det vand, der er strømmet ind på vejnettet, kan stamme fra kloaker, skal man ikke soppe eller ligefrem bade i det, da det kan indebære en sundhedsrisiko, oplyser Fyns Politi.

Sådan så det ud på Mød torsdag aften. Læservideo

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere