Dna knytter bandemedlem til overfald på kvinde

Dna fundet på dele af en hvid plastikhandske har ledt politiet på sporet af en mulig gerningsmand bag et voldsomt røveriforsøg mod en kvinde sidste år

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): En 20-årig mand med tilknytning til LTF-afdelingen Holdet sidder i dag tiltalt for et voldsomt røveriforsøg mod en kvinde sidste år.

Her blev hun forsøgt revet ud af sin egen bil, da hun netop havde parkeret den spritnye, leasede bil på Laurids Bings Alle på det ydre Frederiksberg.

Ved røveriforsøget, der fandt sted 26. august sidste år, fik kvinden mærker på arme, skuldre og ben, ligesom hendes trøje ifølge anklagen blev revet i stykker.

De to gerningsmænd måtte opgive at få fat på i bilen, fordi det lykkedes kvinden at skrige højt nok til, at beboere i området kom hende til undsætning.

Og selvom de hurtigt forsvandt fra stedet, efterlod gerningsmændene et spor, som altså nu knytter det 20-årige bandemedlem til sagen.

På gulvet af bilen fandt kvinden nemlig stumper fra en iturevet, hvid plastikhandske. Fundet blev overdraget til politiet, hvor undersøgelser af handsken viste, at den indeholdt dna, der med sandsynlighed stammer fra det 20-årige bandemedlem.

Holdet-medlemmet har ikke ønsket at afgive forklaring i sagen, hvor han nægter sig skyldig. Men tidligere i dag sad den forurettede kvinde i vidnestolen og fortalte om de massive konsekvenser, som røveriforsøget har haft for hende.

- Jeg er ikke i stand til at køre bil om aftenen, jeg har stadig angstanfald og har i et halvt år gået til psykolog for at få et almindeligt liv igen. Leasingen af bilen er opsagt, og jeg kommer ikke til at køre bil igen foreløbig, sagde kvinden.

I retten fortalte kvinden, at hun under overfaldet også så en kniv. Den oplysning indgår dog ikke i forholdet mod bandemedlemmet, hvor anklagemyndigheden alene vil have ham dømt for røveriforsøget.

Det har heller ikke været muligt for den forurettede at udpege sin gerningsmand, og derfor er DNA-fundet umiddelbart det eneste bevis, der knytter det 20-årige medlem til episoden.

Ud over røveri er det 20-årige bandemedlem også tiltalt for medvirken til brandstiftelse i forbindelse med en sag om molotovcocktials mod Café Vik i Vanløse i september sidste år.

Tre LTF'ere og en ung mand er sigtet for et brandattentat mod Café Vik på Ålekistevej i Vanløse. Foto: Kenneth Meyer Krimi LTF'er om brandbomber: - De skulle have en lærestreg

I den sag er to andre medlemmer af LTF-fraktionen Holdet også tiltalt sammen med en 19-årig ung mand, der ifølge politiet ikke er registreret bandemedlem.

Et 23-årigt medlem har uden forbehold taget hele skylden for brandattentatet, men det er politiets teori, at den 23-årige sammen med den 20-årige og den 19-årige handlede efter instrukser fra et højtstående medlem af grupperingen.

Skyldsspørgsmålet i både røveriforholdet og brandstiftelsen forventes at afgøres senere i dag.

Sæt lyd på Bandeland

Bandeland er Ekstra Bladets nye podcastserie af samme navn. Første sæson går bag en af Danmarks mest berygtede bander, Loyal to Familia.

Du kan gratis lytte til alle afsnit i serien her:





Der kommer et nyt på tirsdag. Læs mere på bandeland.dk.