Dobbeltdrab på Saxenhøj: Tiltalt røg joint efter drab

En 29-årig skizofren mand nægter sig skyldig i dobbeltdrab og flere tilfælde af vold. Anklageren vil have ham dømt til anbringelse

Den 29-årige mand er mødt op i retten med hænderne fastspændt til et bælte rundt om maven. (Privatfoto)
Den 29-årige mand er mødt op i retten med hænderne fastspændt til et bælte rundt om maven. (Privatfoto)

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): Den 29-årige mand, der er tiltalt for dobbeltdrabet på forsorgshjemmet Saxenhøj 7. maj sidste år, blev kort efter drabene fundet siddende i skrædderstilling på sin seng med en joint i munden. Han var rolig og lod sig anholde uden dramatik.

Det kom frem, da sagen mod den skizofrene mand startede ved retten i Nykøbing Falster. Anklageren, advokaturchef Michael Boolsen, indledte med at fremlægge sin udlægning af sagen, hvor han blandt andet kom ind på, hvordan de to ofre blev dræbt.

Den 69-årige læge Flemming Møgelmose blev stukket tre gange med den 22 centimeter lange kniv og døde på stedet af indre og ydre blødninger. Den 40-årige socialrådgiver Jan Bundtofte Stryhn fik seks knivstik - blandt andet et, der ramte leveren. Han døde på Rigshospitalet otte dage senere.

Drabet skete ifølge anklageren, da lægen og socialrådgiveren opsøgte den 29-årige mand på hans værelse for at tale med ham om tvangsindlægelse på en psykiatrisk afdeling. I tiden op til drabene havde han haft det meget dårligt psykisk.

Se også: Tiltale: Gik amok på plejere efter anholdelse for dobbelt-mord

Se også: Socialpædagogerne: Dobbeltdrab har ikke ændret meget

Den 29-årige mand mødte op i retten i et sort joggingsæt og med hænderne spændt fast i et bælte, som var spændt rundt om livet på ham. Han sad roligt ved sin af sin forsvarer og stirrede flere gange lidt fjernt rundt i lokalet.

Han nægtede sig gennem sin advokat skyldig i samtlige forhold med undtagelse af besiddelse af 39,3 gram hash, som blev fundet på hans værelse. Han skal senere i dag selv afgive forklaring, ligesom der er indkaldt flere vidner i sagen - heriblandt folk, der var til stede på Saxenhøj den dag, drabene skete.

Den 29-årige er udover dobbeltdrabet tiltalt for drabsforsøg på en anden beboer på forsorgshjemmet samt to tilfælde af vold mod personale på henholdvis psykiatrisk afdeling på Hvidovre Hospital og retspsykiatrisk i Vordingborg.

Politiet ved forsorgshjemmet Saxenhøj efter drabet på lægen Flemming Møgelmose. Socialrådgiveren Jan Bundtofte Stryhn døde otte dage senere af sine kvæstelser. (Foto: Per Rasmussen)
Politiet ved forsorgshjemmet Saxenhøj efter drabet på lægen Flemming Møgelmose. Socialrådgiveren Jan Bundtofte Stryhn døde otte dage senere af sine kvæstelser. (Foto: Per Rasmussen)

Den skizofrene mand var ikke helt ukendt for offentligheden, da han blev anholdt og sigtet for de to drab og et drabsforsøg. Forud for den skæbnesvangre dag havde han nemlig været en af hovedpersonerne i Anders Lund Madsens program 'Sindssygehospitalet', hvor den kendte tv-vært i fire afsnit mødtes med den psykisk syge mand.

Anders Lund Madsen udtrykte tilmed bekymring for, at den 29-årige mand ville ende i noget skidt.

- Jeg er bange for, at det ikke bliver ved med at gå godt for dig. At du på et tidspunkt roder dig ud et eller andet. Det er jeg bange for, sagde Anders Lund Madsen i programmet, som efterfølgende blev fjernet fra DR's hjemmeside.

Der er afsat tre dage til sagen, og dommen forventes at falde 9. oktober.

Tanja Christiansen ved sin søsters grav. 37-årige Dorthe blev slået ihjel af en psykisk syg mand. (Foto: Linda Johansen) Krimi Dorthe blev dræbt af en psykisk syg: Jeg tilgiver min søsters morder

Dorthe (til venstre), Peter, Judy og Susanne blev alle ofre for psykisk syge drabsmænd. (Privatfotos) Krimi De blev dræbt af psykisk syge