Døden som nabo: Undgik tragedie i telt

En lille gruppe norske turister vågnede op til et grufuldt chok, da de overnattede i telt nær vandfaldet Stallheimskleiva ved Nærøydalen

Roald Jordalen tog selv dette billede af en af de enorme sten, der var faldet ned i løbet af natten. Han anbefaler på det kraftigste, at turister og andre, der vil overnatte i området, benytter campingpladsen i bunden af Nærøydalen. Foto: Privat/Roald Jordalen
Roald Jordalen tog selv dette billede af en af de enorme sten, der var faldet ned i løbet af natten. Han anbefaler på det kraftigste, at turister og andre, der vil overnatte i området, benytter campingpladsen i bunden af Nærøydalen. Foto: Privat/Roald Jordalen

Det kunne være endt i en tragedie, men det forblev ved chokket for fire norske turister, der lørdag morgen stod op til et rystende syn ved foden af vandfaldet Stallheimskleiva i Norge.

Her havde de fredag aften slået lejr i det populære vandre-paradis Nærøydalen.

Naturen viser sig imidlertid ikke altid fra sin flotte side. Og falder der først sten ned fra skrænterne i det spektakulære område, bliver det brutalt. Der er tale om regulære klipper ...

Det forsøgte den lokale bonde Roald Jordalen at informere de besøgende om, da han kørte forbi fredag aften ved omkring klokken 22.

- Det var dårligt vejr, men sneen var begyndt at smelte de seneste dage, og derudover var der rigtig meget regn. Så vi vidste, at der var fare for stenskred. Det fortalte jeg til turisterne. Jeg sagde, at de ikke burde slå telt op her, siger Jordalen til Ekstra Bladet.

Han har også udtalt sig til norske Bergensavisen og VG.

Lyttede ikke
De gæstende takkede for det gode råd og lovede at være forsigtige. Men da Jordalen næste morgen kørte forbi igen, så han fortsat teltene stå i vejkanten.

Få meter ved siden af lå to kæmpe sten, som Jordalen vurderede til at veje syv til otte ton. Turisterne havde ikke lyttet, omend opfordringen burde være til at forstå.

- Tag teltet ned eller risiker livet. Det er et let valg, siger Jordalen.

Heldigvis mødte han den lille flok i levende live. De havde sovet i teltet natten over, men var ikke blevet ramt.

Han beskriver dem som fattede, men chokerede over nattens dramatiske hændelser - og lykkelige over deres held.

Og lyden glemmer de formentlig ikke foreløbig ...

- Når sådanne sten får frit fald flere hundrede meter, giver det jo et stort smæld. Det er voldsomme kræfter, siger Jordalen.

Han håber, at hans ord og billede kan være med til at trænge ind som advarsel til de turister, som fremover har tænkt sig at gæste det naturskønne område.