Døds-bilist siger undskyld til de efterladte

41-årig kørt alt for stærkt og dræbte knallertkører, men han slap for fængsel

Den 64-årige kvinde blev dræbt, da hun blev påkørt bagfra af en bilist, der kørte næsten dobbelt så hurtigt, som han måtte. (Foto: Alexander Schmidt/Fredericiainfo.dk)
Den 64-årige kvinde blev dræbt, da hun blev påkørt bagfra af en bilist, der kørte næsten dobbelt så hurtigt, som han måtte. (Foto: Alexander Schmidt/Fredericiainfo.dk)

En 41-årig bilist slap for at komme i fængsel for trafikdrabet på en 64-årig kvindelig knallertkører.

Retten i Kolding idømte ham i går 20 dagbøder a´ 400 kr., men fulgte ikke anklagemyndighedens krav om en fængselsstraf.

Han blev dømt for uagtsomt manddrab ved at have kørt knallertkøreren ned bagfra med 89 km/t, hvor fartgrænsen er 50 km/t.

Men retten fandt ikke, at kørslen af den grund kunne karakteriseres som særlig hensynsløs kørsel, oplyser bilistens forsvarer advokat Mette Grith Stage til Ekstra Bladet.

- Resultatet var udmærket set med forsvarets øjne, men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at min klient er meget ulykkelig over ulykken, og han benyttede da også lejligheden til at undskylde og udtrykke sin dybeste medfølelse med afdødes efterladte, der var til stede i retten, siger Mette Grith Stage.

Se også: Tiltale: Vanvidsbilist dræbte knallertkører

Ulykken skete den 29. januar i år cirka klokken 17.15 på Vejlevej i Fredericia.

Bilisten kørte i vestlig retning på vej ud af Fredericia. Dengang forklarede han politiet, at han ikke kørte for stærkt, og at han pludseligt ramte 'noget'.

Under retssagen blev der skabt tvivl om, hvorvidt den 64-årige lokale kvinde bar styrthjelm eller om den ikke var fastspændt korrekt, fordi styrthjelmen blev fundet på ulykkesstedet med hageremmen spændt og stort set ubeskadiget.

Styrthjelmen kunne dog næppe have gjort den store forskel, fordi påkørslen var meget voldsom.